Idealisten – skræmmende koldtidsdrama

Mulders mantra – sandheden er derude – genklinger i Idealisten, når journalisten Poul Brinks forsøger at klarlægge sundhedsstyrelsens-, såvel som dansk og amerikansk regerings mørklægning af brintbombeflyet B-52’s flystyrt.

Instruktør Christina Rosendahl er med sin anden spillefilm dykket ned i virkelige hændelser fra Thule-krisen tilbage i 1968. For Rosendahl er filmen et moralsk dilemma; hvornår tjener sandheden, fremfor løgnen, befolkningens interesser? Yderligere er filmen også inspireret af Brinks bog ”Thule sagen – Løgnenes univers,” for hvilken han i 1998 modtog Cavling prisen.

Med arkivoptagelser og fiktionsscener favner Rosendahl fortællingen om bombeflyet, oprydningen af plutoniumssneen, Thule-arbejdernes sygdomshistorier og Brinks utrættelige efterforskning i regeringens mørklægning. Det er modigt af Rosendahl at dykke ned i dette dunkle, historiske tidspunkt, og blandingen af arkivoptagelser såvel som fiktionsscener er glimrende sammensat. Ligesom også castingen af Brink, spillet af Peter Plaugborg, der p.t. er aktuel i Skammerens datter, samt Marius Schmidt (Søren Malling) og Carl Dinesen (Thomas Bo Larsen) rammer en underspillet, dyster tone, som er passende for filmens tema. Det drivende spørgsmål i Idealisten er sammenhængen mellem hemmeligholdelsen af flyulykken og det danske folketingsvalg to dage senere. Svaret skal findes i befolkningens modstand mod atombomber, regeringens valgløfter om et atomfrit Danmark, og den samtidige lyssky aftale om amerikanernes atomforvaltning på Thule-basen. Hvis bare fortællingen var fiktion, så ville de politiske dagsordner gøre Idealisten til en fremragende konspirationsthriller. I stedet beskriver de virkelige hændelser en skræmmende realitet i vores frihedsbaserede demokrati, hvilket dog ikke gør filmen mindre væsentlig eller seværdig.

Efterkrigstidens ekko af rædselsregimer får i 1953 den danske regering til skyndsomt at tvangsflytte grønlandske inuitter fra deres oprindelige bosteder, så der kan bygges en strategisk amerikansk militærbase. Russerne spænder i de år overarme med atomsprængninger og retter misiler mod et dansk fredsamfund, der med banner og peacetegn demonstrativt forbyder atombomber i og omkring dansk territorium. På trods af vedtaget lov mod atombombeoverflyvninger i dansk luftrum, er der en uofficiel accept af atombevæbnet fly på Thule-basen, ligesom det skønnes, at B-52 bombeflyet havde missioner over dansk luftrum.

I 1968, da B-52 bombeflyet, lastet med fire brintbomber, styrter ned tæt på Thule-basen, disintegrerer bomberne. Herefter går et omfattende oprydningsarbejde af den plutoniumsforurenede sne i gang, mens Thule-arbejderne tilses af læger fra forskningscenteret Risø. Da Brink i 1988 opsøges af den tidligere Thule-medarbejder Marius Schmidt begynder et journalistisk udredningsarbejde af Thule-arbejdernes helbred. Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at tilse Thule-arbejderne, derfor betaler Brink for scanningen af 25 Thule-arbejdere med ensartede hudsymptomer. Modvilligt valfarter sundhedsstyrelsen herefter til det amerikanske kontinent for at hjembringe prøver af det plutoniumsforurenede sne. Prøverne skal bruges til at rejse sag for de sygdomsramte Thule-arbejdere, men hele rejsen er et påskud, da prøverne allerede foreligger på Risø, klassificeret og forseglet.

Fire år senere, i 1992, rejser Brink til den amerikanske højborg, hvor han uden problemer kan læse offentliggjorte dokumenter om Thule-sagen. Dokumenterne afslører konspiration på regeringsplan, men bekræfter yderligere, at den ene brintbombe fortsat ligger på havbunden med plutonium nok til af udrette massiv forurening. I kølvandet på de politiske misgerninger får Brink censurkortet, da DR er en del af staten, og et af DR’s ansvarsområder er at balancere nyhedsstof. Også Thule-medarbejdernes sag bliver syltet og i 1995 modtager de et køligt håndtryk og kr. 50.000 hver som kompensation.

De politiske perspektiver i Idealisten er alarmerende. Et af filmens gentagende punkter er politikernes skuldertræk på Thule-sagen, for ”det var en anden tid dengang,” eller den mere urovækkende ”jeg bestred ikke embedet dengang” og derved frasiger ethvert politisk ansvar. Det virker til, at dansk regering mestrer underdog-positionen, både under besættelsen og ved amerikanernes atompolitik, som giver en skamfuld smag i munden. En hjørnesten i Danmark er demokratiet, men når et parti kan gå til valg i 1968 på falsk grundlag, hvad forhindrer så partierne i at gøre det i fremtiden? Danskernes konstitutionelle rettigheder virker begrænsede, også særligt når udsagnet i filmen, ”det var en anden tid dengang” ekkoer nutidens politiske menageri.

I Idealisten debatteres folkets rettigheder. Er vi, som folk, tilfredse, når bare børnenes skolegang og ældres plejehjemsmuligheder overholdes (nogenlunde)? Eller bør folket oplyses om politikernes dunkle motiver? Idealisten beviser modigt danskernes lidt naive forhold til demokratiet, herunder vores konstitutionelle rettigheder og stiller spørgsmålstegn ved censurens evigt eksisterende problematikker. Af biografernes filmudvalg i april, kan Idealisten klart anbefales, netop fordi Idealisten er en uundværlig bid af dansk historie og forhåbentlig bliver filmen snarest tilføjet folkeskolernes obligatoriske undervisningsprogram.

 5stars

Smid en kommentar