I Kærlighedens Lænker -L’histoire d’Adèle H (1975)

Isabelle Adjani blev Oscar-nomineret for sin rolle som Adèle Hugo, der mister alt, inklusive forstanden, i jagten på den unge Løjtnant Pinson, der ikke har den ringeste intention om at gifte sig med hende.

Vi møder Adèle på havnen i Halifax, Nova Scotia, Canada, hvor hun står af båden fra New York. Hun lader sig indlogere som Miss Adèle Lewly, og allerede da begynder løgnene at flyve over det hele. Hun spinder et net af løgne overfor alle hun møder, for at dække over sin mission. Det ene øjeblik er hun på jagt efter sin nieces forlovede, det næste leder hun efter præstesønnen som hun legede med da hun var barn. Snart har hun opstøvet Pinson, og Adèle begynder at forfølge ham som en nittenhundredetals stalker.

Pinson er forlovet med den lokale dommer Johnstones datter og beder Adèle om at tage hjem. Adèle iklæder sig herretøj og sniger sig ind til en fest hos dommeren, for at erklære sin kærlighed til ham. Pinson nægter at ville giftes med hende og erklærer at han ikke er færdig med at løbe hornene af sig. Adèle indlader sig, i sin desperate, forelskede forblændelse, på at tillade at Pinson løber hornene af sig, selv efter han har giftet sig med hende. Så desperat er hun, at hun, da han også afslår dette tilbud, køber en prostitueret til ham for at vise hvor afklaret hun er med hans store “lyst til livet”.

Det lykkes Adèle at forpurre forlovelsen og næsten smadre Pinsons militærkarriere (som i forvejen hang i en tynd tråd), blot for stadig at blive afvist. Hendes mentale tilstand filtres sammen i samme grad som hendes hår. I stigende grad mister hun kontrollen over løgnene og kontakten med omverdenen, og da Pinsons husarregiment forflyttes til Barbados i det Karibiske øhav, følger hun efter… Herefter går det helt galt!
Adèle Hugo dør i 1915 i Paris, efter 40 års ophold på en sindsygeanstalt, anbragt af sin far.

I min anmeldelse af Truffauts Skyd på pianisten satte jeg mig selv den udfordring at identificere hans auteur-signatur, om man vil. Skyd på pianisten var hans anden fuldlængdefilm og en temmelig rodet én af slagsen, men en ting der stod ud var hvordan hovedpersonen Charlies tanker blev fremført som voice-over, mens han kigger tænksomt mod en usynlig horisont eller kigger direkte ind i kameralinsen. Denne signatur bruger Truffaut også i I kærlighedens lænker, når Adèle skriver breve til sin far og når hun læser hans breve. Nogle gange bruges der voice-over, andre gang læser Adèle højt mens hun stirrer alle andre steder hen end på papiret. Ligeledes anvendes Isabelle Adjanis voice-over, da Pinson finder et helt bundt sedler i lommen på sin uniformsjakke, alle med afsender fra Adèle, og de læses op som en slags stream-of-conciousness had-/kærligheds-erklæringer: Jeg elsker dig, dig og mig for altid, nu er jeg ikke så vild med dig, jeg er din, fuck hvor jeg dog synes det er synd for dig, etc, etc., etc…

Der er 15 års arbejde og udvikling mellem Skyd på pianisten og I kærlighedens lænker, men i al den tid hvor Truffaut har udviklet sin evner som manuskriptforfatter og instruktør, har han holdt ved dette lille fortælle-kneb. I morgen anmelder jeg I al fortrolighed, hans sidste film som instruktør og det bliver spændende at se om han også anvender voice-overen i denne film.

I kærlighedens lænker er en tragedie fra start til slut. Enormt velspillet af Isabelle Adjani. Filmens andre kvaliteter træder i baggrunden for hendes præstation. Det er en historie om kærlighed og fornægtelse, troskab og vanvid. En autentisk historie om en velbemidlet pige, der forblændes af kærligheden, og selv da moderen ligger på dødslejet, ikke kan opgive sin jagt på sit hjertes udkårne. Helt simpelt er det historien om en pige, der mister hele sit liv fordi hun ikke fatter et “nej”.

 

Smid en kommentar