Hope Springs – Moden men tom romkom

Lad os starte ud med at fastslå at termet ‘romantisk komedie’ ikke umiddelbart vækker de mest inspirerende associationer hos de fleste, i hvert fald ikke hos mig. Det er ikke en dyb genre, men til gengæld er den sværere at håndtere end som så. Det kræver en hvis charme, humor, karakterfordybelse og lidt ekstra, hvis man vil undgå at producere endnu en hjerneløs chick flick eller random komedie til markedet. Hope Springs springer desværre pænt over alle de ting, og går i stedet målrettet og tankeløst efter en målgruppe der tilsyneladende består af filmens egne hovedkarakterer: det lidt kedelige, aldrende ægtepar, der mangler noget at bruge deres penge på.

Lovende præmis falder fladt

Filmen starter ellers godt ud med et lovende præmis: et indblik i et aldrende ægtepars soveværelse og hverdagsproblemer. Hvad har os i vente når vi har tilbragt 30 år med det samme menneske? Depression er tilsyneladende svaret. Der lægges ellers fra starten op til humoristiske situationer, samt eksplicit og grænsebrydende sexsnak med indblik i soveværelsekulturen hos de 50+. Det virker spændende og modigt, indtil det desværre begynder at drukne i ‘nuttethed’ og ligegyldige detaljer. Terapisessionerne er langtrukne på lærredet, og det ville også have været spændende og udforskende, hvis filmen bare havde vovet lidt mere.

Der kommer desværre for mange nuttede øjeblikke, og det bliver klarere og klarere at vi hverken vil komme i dybden med karaktererne eller deres baggrundshistorie. Ville det ikke have været mere interessant at kigge på de ting der har resulteret i Kay og Arnolds kedelige hverdag, fremfor at vise os 1 time og 40 minutter af den? Og hvis vi alligevel skal sidde og kigge på to karakterer der brokker sig over deres kedelige liv, hvad med så at give dem nogle interesser som rigtige mennesker jo har i virkeligheden? Det er ærlig talt svært at forestille sig at Kay og Arnold nogensinde har levet et spændende liv, og hvis de har, så er der i hvert fald ikke noget spor af det på lærredet.

Spild af talent

Oscarvindende Meryl Streep og Tommy Lee Jones spiller overfor Golden Globe-vindende komiker Steve Carell – alle tildelt roller som ligger langt under deres niveau. Meryl Streep er en talentfuld dame der nemt kunne have bragt dybde til rollen som en midaldrende kvinde i et træt ægteskab. I stedet fremstilles hun som en pludrende kone, der ærlig talt kunne være blevet spillet af en hvilken som helst anden kvinde i hendes alder. På samme vis er Tommy Lee Jones den stereotype, gnavne, gamle mand der ser golf i lænestolen og mugger kommentarer efter konen. Hvad er pointen? Carell er til gengæld blevet tildelt en rolle der kræver… Intet. Han skal hverken være sjov eller sær, bare neutral og efterligne en terapeaut-kliché så meget som muligt. Dog uden at det er sjovt. Igen: hvorfor så meget talent til så tomme opgaver? Det er virkelig synd, og en smule trist at være vidne til.

Men tre stjerner skal der til

Trods alt mit brok omkring filmens skuffende indhold, skal de tre stjerner dog begrundes med nogle positive kommentarer herfra. Hollywood er god til at spytte den ene romkom ud efter den anden, men få af dem behandler det aldrende par som omdrejningspunkt. Blandt alle ungdommens flicks, skiller Hope Springs sig helt sikkert ud som det modne bud, og med et rigtig problem. Genren er fejlstemplet som romantisk komedie. Den har nogle små, nuttede romantiske jokes her og der, men komedie er næppe det rette ord. Det er nemlig en ret alvorlig film, og det skal den faktisk roses for. Skilsmisse, ulykkelig ægteskab og terapi er alvorlige emner, og det behandles også med respekt i filmen.

Der er stensikkert nogle par derude som kan relatere til det karaktererne går igennem – bevares, de virkelige par er måske endda mere spændende at følge – og filmen giver da også et opløftende budskab om at lidt ekstra indsats kan redde dagen. Derudover kan den anbefales til ægtepar der selv overvejer terapi: se filmen i stedet. Det er billigere, og terapiscenerne er lange nok til at det kan betale sig. Desuden vil I forlade biografsalen med en selvsikkerhed der siger: “Hey, vi er faktisk ret spændende mennesker til sammenligning. Vi skal sgu nok klare den.”

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar