Gummi T

De store børn i skolen giver ham konstant buksevand og lærerne er for åndsfraværende til at opdage at Ivan er langt bagefter i undervisningen. Den eneste der lægger mærke til ham er skoleinspektørens datter, Lotte, der er småforelsket i Ivan.

Ivans far forsøger at søsætte en ny karriere som coach, og efter længere tid uden fremskridt, beslutter han sig for at Ivan skal være hans redskab til at overbevise kunderne om at de skal coaches hos ham. Ergo må Ivan i træning. Han skal blive stærk, lære at cykle og være en rigtig mand, der scorer damer. Da intet rigtigt går som det skal og faren ender med at følge sig til grin, erklærer han Ivan for totalt umulig at coache og kalder ham en “Gummi-Tarzan”, mens hele byen ser på.

Med sit nye øgenavn og sin fars harme frisk i hukommelsen, beslutter Ivan at løbe hjemmefra. I skoven møder han en heks, der giver ham et ønske. Ivan ønsker at være den bedste til alting, og heksen lover ham at det skal han blive – men kun for én dag. Den næste dag er Ivan den bedste til alt, til sin fars store glæde. Dagen efter er Ivan dog stadig den bedste til alt. Noget er gået galt. Faren er dog imidlertid overbevist om hans coaching har virket alligevel, og så går det ellers derudaf som “Tarzan-coach”, med masser af succes, lige indtil Ivan får nok af sin fars manglende evne til at håndtere succes…

Visuelt læner filmen sig op af Ole Lund Kirkegaards originale illustrationer, hvilket giver filmen stor genkendelighed, selvom det måske er mere end 25 år siden man sidst har besøgt Kirkegaards lettere skæve univers. Denne genkendelighed er dog samtidig filmens største hæmsko. Den håndtegnede stil fra Kirkegaards illustrationer lægger ikke op til Pixar-lignende animation eller detaljerigdom. Hvor Pixars film altid gør sig rigtigt godt i hjemmebiografen med sine næsten fotorealistiske billeder og fremragende animation, er Gummi T ikke synderligt overbevisende på Blu-ray, simpelthen fordi animationen er for billig.

Når sammenligningen med Pixar nu alligevel er oppe at vende, så mangler Gummi T også det som Pixar-film kan i forhold til at engagere et voksent publikum. Pixar-film er spækket med barnlige påfund og søde væsener, der gør at børn øjeblikkeligt bliver forelskede i filmene. Samtidig er filmene pakket med intertekstuelle referencer til film, musik, litteratur, kendte personer o. lign., som et voksent publikum kan opfange og underholdes ved. I Gummi T får vi et par moderne input i form af referencer til coaching-bølgen og et par talkshow-optrædener, men der udover er det så som så med underholdningen til de voksne.

Ligesom Ivans far bruger det meste af filmens første halvdel på at holde Ivan op imod Tarzan, har jeg nu brugt den sidste halvdel af min anmeldelse på at holde Wil Films animationsfilm op imod Pixar Animations Studios genre-definerende værker, hvilket måske ikke er fair overfor hverken Ivan eller Wil Film, så lad os komme til konklusionen:

Gummi T er historien om en sød, men lidt hårdt ramt dreng, der får det han ønsker sig og mere til, men samtidig får et glimt af bagsiden af medaljen, da han bruger sit ønske til genoprette balancen overfor sin far og sine mobbere. Det er en historie om samspillet mellem børn og voksne, om mobning og om at finde noget man er god til. Hvad historien har i gode intentioner og morale, mangler filmen i sit visuelle udtryk. Børn og barnlige sjæle vil være fint underholdt, men det er helt klart en film man ser for børnenes skyld.

 

 

Smid en kommentar