Golden Globes strammer reglerne i Komedie kategori

Golden Globes har igennem årene fungeret som en form for forfest til det præstigefyldte Oscar show. Nomineringskategorierne er lidt bredere, stemningen er lidt mere uformel med middag og snak over bordene undervejs, og det er ikke helt ualmindeligt at de kategoripræsenterende møder lidt småfulde og festlige op på scenen når de skal uddele priser. Golden Globes er med andre ord lidt sjovere.

Men nu trækker organisationen bag Golden Globes, The Hollywood Foreign Press Association, stikket for noget af komikken. Det skal nemlig fremover være sværere for filmselskaber at promovere deres film som komedier for at sikre sig en Golden Globe nominering. Organisationen udtalte for nyligt at “dramaer med komiske undertoner fremover skal indsendes som dramaer”. Det lyder jo sådan set logisk nok.

En af grundene til at der bliver strammet op på reglerne nu er sandsynligvis sidste års såkaldte “komedie” The Martian, som blev promoveret under komediegenren gennem awardsæsonen til både Oscar og Golden Globes. Dette var på trods af at de fleste nok ikke sad og slog sig i låret over historien om en astronaut som bliver efterladt til at dø i på Mars. Amy Schumers Trainwreck var til gengæld en rost, rendyrket komedie som endte med at få forværrede sine vinderchancer da den kom op mod The Martian.

Udover stramninger indenfor komediekategorien, har The Hollywood Foreign Press Association også vedtaget et par andre ændringer. En skuespiller kan fremover ikke nomineres for såkaldte ‘cameo’ roller, altså roller hvor de spiller sig selv i film. Derudover skal de animerede film bestå af mindst 75% animation fra nu af. Hvordan disse nye regler kommer til at fungere i praksis må vi vente med at finde ud af til næste år hvor der showet atter løber af stablen.

Du kan læse alle de nye vedtagne regler her.

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar