Fars Sygt Fede Bilferie – blu-ray anmeldelse

Reboots er populære, og Fars Sygt Fede Bilferie er lige præcis hvad det er. Samtidig er det også en form for en efterfølger, da hovedpersonen i filmen er familiefaren Rusty Griswold (Ed Helms), der var den lille dreng i de originale film og søn af Clark og Ellen Griswold.

Det er en ny generation af Familien Griswold der er omdrejningspunktet, men udover det er handlingen mere eller mindre den samme som i de gode gamle dage. Familien Griswold skal nemlig besøge Wally World, hvilket ellers kun står øverst på ønskelisten hos Rusty.

Selvom Rusty er pilot, vælger han alligevel, at de skal køre til deres destination, for at få lidt dyrebar tid sammen med familien, og det giver naturligvis et par udfordringer undervejs, hvilket ikke mindst skyldes den mildest talt bizarre bil, de vælger at leje.

Der spilles på alle tangenter, der er diverse perverterede mennesker, en utrolig veludrustet svoger, en kø der bliver smadret til atomer, badning i lort og en teenage forelskelse, stort set alt hvad der skulle til for at lave et stort hit i firserne bare pakket ind i en 2015 udgave.

Fars Sygt Fede Bilferie er ikke en komedie der opfinder den dybe tallerken på nogen som helst måde, og i forhold til originalerne er den i meget god tråd med at være uhyggelig plat og tåbelig. Alligevel fungerer den på mange punkter ganske glimrende, i hvert fald hvis man lige er i humør til at se en film, der ikke kræver nogen former for hjerneaktivitet i halvanden time og man kan grine af en bil, der på ingen måde giver mening.

Det er en skøn no-brainer komedie som skal ses for det den er, for hvis man begynder at tænke bare en smule over den, så bliver man nok mere irriteret end begejstret. Det er en film der er let at hade, men giver man den chancen er den også let at holde af.

4stars

Smid en kommentar