Familien (August: Osage County) – Store talenter i stærk fortælling med plads til smil

Weston-familien har tre stærke døtre som er spredt for vinden, men samles i barndomshjemmet i Osage County, da den pilleafhængige og kræftramte matriark, Violet (Meryl Streep), indkalder til krisemøde. Faderen er nemlig forsvundet. Herfra forekommer et noget usædvanligt ophold og et verbalt overlevelsespil, hvor spydigheder og hemmeligheder kastes frem og tilbage mellem de vidt forskellige stærke kvindfolk, efterhånden som der rives op i gamle sår og afsløres nye hemmeligheder.

Efter to minutter på lærredet kan man forestille sig Streep stå med en velfortjent Oscar i hånden. Efter hele filmen stod det klart, at dette er en de mest beskedne nominerede i år, men en stærk film som man ikke skal undervurdere i Oscar-ræset. Det er svært at fordele roller og screentime når man har en  cast som blander overdådige talenter som Streep, Julia Roberts og Chris Cooper, med Hollywoods hotte nye; Benedict Cumberbatch og Abigail Breslin. Alligevel føles filmen harmonisk i hænderne på alle disse talenter, som fremfor at slås om scenelyset, formår at få det bedste ud af deres roller. Cumberbatch er et særligt varmt navn i branchen for tiden, og på trods af dette er hans rolle som den unge, usikre fætter ’little Charles’ ganske beskeden.  Han er en praktikant i dette ensemble. Little Miss Sunshine aka Breslin træder i ægte teenage-karakter, og står nok som den mest fornuftige i galehuset og bevidner kaosset fra sidelinjen.

Skuespillet er eminent over hele linjen, men Streep præsterer ud over alle forventninger i en performance som frembringer associationer til Who’s Afraid of Virginia Woolf? (1966) med stærke følelser og en frygtløs tilgang til at blotte alt i sit skuespil. August: Osage County er, som ovennævnte, en filmatisering af et teaterstykke, men alligevel formår den at bryde formatet af et kammerspil og vove sig ud på det smukke øde landskab for at ånde engang i mellem. Der er en balancegang mellem talentet og rollerne, landskabet og det klaustrofobiske hus, det alvorlige og humoren i samme. Det fungerer bare.

Selvom de tragiske fortællinger, ondsindede spydigheder og rørende konfrontationer styrer fortællingen, blev der alligevel smågrint jævnt under hele filmen. Den formår at se og respektere alvoren, men samtidig belyse en absurd og sort humor i samme. Det er opløftende, og uden dette ville det sikkert have været en utilgivelig film at sidde gennem, for emnerne varierer mellem skilsmisse, ulykkelig barndom, alkoholisme, pilleafhængighed, kræft og utroskab. At finde en god portion humor og varme i disse er måske den største balancerings bedrift  af alle.

5stars

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar