Dr. Seuss’ Lorax: Skovens Beskytter

Og lad mig med det samme sige, at jeg håber de slipper bedre af sted med efterfølgeren om Gru & co, end det er tilfældet med denne film om skovens beskytter og træernes stemme Lorax. For selvom det er solid underholdning og ganske glimrende brug af 3D, så er det helhedsindtryk, man sidder tilbage med ikke, at man har været vidne til nogen fantastisk film.

 

Den onde kapitalisme

Alt er umiddelbart perfekt i den lille by Thneedville. Der er rent og pænt, mennesker er flinke og rare ved hinanden. Men under overfladen er alt betse,t ikke som det skal være. Der er nemlig ikke skyggen af planter og rent luft købes på flaske af byens mest magtfulde mand O’Hare. Der er ingen natur, og indbyggerne i byen har helt glemt naturen, og savner den derfor ikke.

Alle lige bortset fra Audrey, der drømmer om at røre et rigtigt træ. Tilfældigvis er Audrey også pigen, som vores hovedperson Ted er forelsket i, og han sætter sig derfor for, at skaffe et træ til hende, hvilket dog ikke er så let som han troede. Og det bliver ikke lettere af at byen er omkredset af en stor bastant mur. Uden for byens mure og det golde landskab møder han Onceler, der har den mærkværdige historie om hvordan træerne forsvandt. Og det er en historie der byder på lidt af hvert med sjove skabninger, grådighed og retfærdighed.

 

Bi-rollerne bærer filmen

Historien er fra starten af 70’erne hvor bogen om Lorax første gang udkom. Dermed var den langt forud for den evindelige klimadebat, hvilket er ganske imponerende, men nu er historien efterhånden fortalt så mange gange, at det bliver en smule trivielt. Nogen vil mene at en historie som denne er universal og tidløs, men man kan bare ikke se bort fra, at det bliver lidt kedeligt, fordi det bliver en anelse påduttende og forudsigeligt.

Noget der dor virkelig redder filmen og gør den til et sjovt og underholdende bekendtskab, er de mange bi-roller der er i filmen, ikke mindst dem der ikke snakker. De fantastiske Bar-ba-loot-bjørne, underlige gule gåselignende fugle og uimodståelige nynnende fisk. Desuden er titelfiguren Lorax alt for lidt med i filmen. Oveni dette er der en masse sange der ikke fungerer specielt godt på dansk. Og når der ikke er nogen grund til at have sange med i en film, og de ikke tilfører noget til handlingen, hvorfor så overhovedet have det med?

Undertegnede havde i hvert fald meget gerne set meget mere af de nuttede og voldsomt underholdende bi-figurer frem for de kedelige mennesker, der ikke bringer meget nyt på banen. Så den sidste stjerne er for alt hvad det ikke er menneskeligt ved filmen.

 

Smid en kommentar