The Double – Unikt dobbeltgængeri

Siden IT Crowd komikeren Richard Ayoade sprang ud som instruktør og charmerede med den smukke indiekomedie Submarine (2010) har vi ventet spændt på at se hans næste film, og selvom The Double deler Submarine’s sorte humor og akavede genialitet, befinder den sig i en ganske anden boldgade.

Den nye kollega…

I The Double møder vi Simon (Jesse Eisenberg), en isoleret, introvert som er overset og undererkendt af sin chef, sin drømmepige (Mia Wasikowska) og endda af sin egen mor. Men en dag starter en ny mand på arbejdet; James (også Eisenberg), Simon’s dobbeltgænger. James har den komplet modsatte personlighed end Simon, og alle beundrer og lægger mærke til ham. Til Simon’s rædsel står det pludselig klart, at hans dobbeltgænger kan overtage hans liv uden nogen vil lægge mærke til det.

Tankevækkende men langtrukken

The Double er ubenægtelig kunstnerisk, næsten på grænsen til det prætentiøse, med dens smukke stilisering af et solfrit, dystopisk landskab af rust og 80’er teknologi. Ayoade hvilker for meget på sine referencer til instruktører som Wes Anderson, David Lynch og Terrence Gilliam, af frygt for at vi overser en detalje, og derfor føles filmen til tider unaturligt langtrukken.  Alligevel sætter den gang i tankerne, selv flere timer efter at have forladt biografsædet.

Peter Pan’s skygge

Der er tanket godt op på dobbeltgængeri i alle ’afspejlinger’;  to af næsten alt, utallige scener med spejle, malerier og skygger. Simon repræsenterer også selv lidt en skygge. Han udspionerer Hannah (Wasikowska) i mørket, ignoreres af sine omgivelser og lever et sted uden sollys. Eisenbergs store talent ligger i at kunne veksle mellem den akavede, generte nørd (Zombieland, Adventureland) og den flabede, charmør (Now You See Me), af denne grund skinner han i sin rolle som sin egen dobbeltgænger, og selvom Simon og James er fysisk identiske er der aldrig et øjebliks tvivl om hvem der er hvem.

Ayoade skal finde sig selv

Ayoade har formået at bevise en del med The Double. Han kan mere end jonglere sort humor med akavede karakterer og smuk æstetik. Han er en visionær der længes efter auteur status. Desværre står han (ironisk nok) for meget i skyggen af andre instruktører. The Double ligner en andens film. Det er en Lynch film uden Lynch bag rattet, og med symmetri lånt fra Anderson.

Se den hvis du har mod på en anderledes, men interessant, filmoplevelse med tempoet af lange, dybe vejrtrækninger og  masser at snakke om på vej fra biografen.

4stars

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar