Don’t Be Afraid of the Dark – Vær meget bange

Filmen, der er et remake af John Newlands tv-film af samme navn fra 1973, er instrueret af debutanten Troy Nixey, der tidligere blot har stået bag en enkelt kortfilm. Det virker dog til, at han har set en Del Toro film eller to, ikke mindst den Oscar-vindende, fantastiske og fantasifulde Pan’s Layrinth.
Falling Mills
Alex (Guy Pearce) er en arkitekt der lever af, at sætte huse i stand og sælge dem med fortjeneste. Sammen med kæresten Kim (Katie Holmes), der er indretningsarkitekt, arbejder han på det store gamle Falling Mills, der i sin tid var ejet af kunstneren Blackwoods.
Hans datter Sally, der ellers har boet sammen med moderen L.A, kommer og skal bo hos dem. Der går dog ikke længe før det viser sig, at der er noget helt galt. Sally hører hviskende stemmer fra kælderen, og hun beslutter sig for at opsøge dem, da de siger, at de vil være hendes ven. For os beskuere kommer det dog ikke som den helt store overraskelse, at væsnerne i kælderen ikke blot vil være venner, men der er det for sent.

For de små væsner der bor dybt under kælderen vil bestemt ikke være ven med Sally, og de skyr ikke midler for at få fat i hende, da de først er sluppet ud. Det eneste der holder dem tilbage er lys, da de kun trives i mørket. Der er med andre ord, alt mulig grund til at være bange for mørket.

Effektiv og velskrevet
Det er Guillermo del Toro selv der har været med til at skrive filmen, og det har han gjort ganske glimrende. I forhold til originalen er der sket væsentlige ændringer. Eksempelvis er omdrejningspunktet denne gang den lille pige Sally, og det har givet historien en lidt anden dimension.

Der er masser af tyk, tyk symbolik hvor der ikke bliver lagt skjul på hvordan dæmoner ikke kun er indre ting, og hvordan barndommens traumer går igen og igen og ikke mindst hvordan man altid skal tro på sine børn. I begyndelsen er Alex en smule følelsesmæssigt distanceret fra datteren og først da alvoren for alvor går op for ham finder den dybe kærlighed og forholdet til datteren vej til overfladen.

Det kan godt være at det til tider er en smule tykt, men det bliver på intet tidspunkt så klichéfyldt er det er ødelæggende for filmen, på trods af filmens titel.

Don’t Be Afraid of the Dark er ikke voldsomt uhyggeligt, men den formår at holde suspensen og spændingen gennem hele filmen, og det skal den have tak for. Hvis det stod til undertegnede, er der ingen tvivl om at Guillermo Del Toro burde godkende alle gysere, for alt hvad han rører ved inden for genren bliver sublimt.

Smid en kommentar