Diktatoren – dum, grov og sjov

De kreative kræfter der ligger bag filmen, er ikke blevet brugt på at finde på en plausible historie, eller et godt skrevet manuskript. De er blevet brugt på, at finde en eller anden historie der giver vores hovedpersonlig lejlighed til at tage til USA og påpege alt hvad der er galt med landet.

Tidligere har han taget af sted som journalist fra Kasakhstan i Borat, modemogul fra Østrig i Brüno. Denne gang er han diktator fra det fiktive nordafrikanske land Wadiya, som er en eller anden blanding mellem Iran, Nordkorea og Libyen. Filmen starter da også med et stort billede og skriften “I loving memory of Kim Jong Ill”, og så ved man hvad det er for en film.

 

Beriget uran og urin

Admiral Aladeen (Cohen) leder Wadiya med hård hånd, han lader folk henrette for de mindste ting, og har ændret mere end 300 ord til Aladeen, både ord som negativ og positiv, hvilket skaber forvirring omkring mange ting. Hans personlige rådgiver Tamir (Ben Kingsley), vil lave en aftale med det store udland, der sikrer ham milliarder, mens Aladeen bare vil holde diktaturet i live. På en tur til USA, hvor Aladeen skal forklare sig omkring Wayida’s beriget uran, forsøger Tamir at dræbe Aladeen og erstatte ham med en dubleant.

Ikke overraskende mislykkedes forsøget, og Aladeen overlever. Da han under torturen er blevet barberet er der dog ikke nogen der kan kende ham, og han er nu overladt til sig selv i USA. Det kræver et stort stykke arbejde for ham, for at sig diktaturet bliver holdt i live, og at en underskrift med FN ikke bliver underskrevet. Det lyder langt ude, og det er det bestemt også.

 

Slut med “dokumentar”

I de foregående Sacha Baron Cohen film, var der brugt en dokumentarisk vinkel, og ukendte skuespillere eller statister. På den måde adskiller Diktatoren sig væsentligt. Den ligger ikke skjul på, at det er ren fiktion, og der er da også brugt flere penge på lønninger denne gang, hvor man på rollelisten udover Ben Kingsley også blandt andre finder Anna Farris og John C. Reilly.

Det er en film der tager tykt pis på stort set alting. Mest af alt er det dog en parodi på USA, og den måde guds eget land ser på alle andre lande, eksemplificeret i talrige situationer. Men det er langt fra kun USA, der står for skud. Og der slet ikke nogen tvivl om, at filmen vil skabe vrede blandt den muslimske del af verden, den sorte befolkning, den asiatiske del af verden, det homoseksuelle miljø, kvinder, dyre elskere, jøder, Mellemøsten og i USA. Hvis nogen blev glemt, så er det en fejl – for denne film kan potentielt krænke alle – og gør det egentlig også.

I sidste ende skal man dog nok bare se Diktatoren som ren og skær underholdning. Og underholdende er den da også, og selvom den langt hen ad vejen er helt ufattelig plat, så har den også sine helt fantastiske momenter, og på 75 minutter kan man næsten ikke nå at komme til at kede sig. Heller ikke selvom man må knibe sig selv i armen en gang i mellem mens man tænker – det der kan man satme ikke. Men Aladeen kan!

Det kan godt være at filmen er tostjernet, men den har trods alt sjove momenter nok til at trække den en ekstra op.

 

Smid en kommentar