‘Det Hvide Bånd’ – En tysk børnefortælling

Filmens udgangspunkt
En dyster stilhed lægger sig mellem publikum. På lærredet træder navne frem på de, der har lavet den film, vi nu skal se – Hvidt på sort. Der er ingen underlægningsmusik, der er kun stilhed! Langsomt ud af det sorte, maler sig et billede. Vi befinder os i en lille tysk landsby, der hedder Eichwald. Året er 1913, det er sommer, helt præcis i juli.
I en voice-over fortælles historien, der uddybes og kommenteres af skolelæreren, der nu er en ældre herre. Han tager os tilbage til en tid, hvor verden så meget anderledes ud, traditionerne var velbevarede, og protestantismen havde en helt central rolle i livet og livssynet. På den tid var skolelæreren enogtredve år og lige flyttet til den lille landsby, da der begynder at ske uforklarlige hændelser. Langsomt spredes en følelse af mistro i den lille landsby, mens seeren trækkes dybere og dybere ned i en verden, der forekommer skræmmende realistisk og autentisk.
Michael Haneke er tilbage – og gudskelov for det!

Det autentiske miljø
Michael Haneke har med ‘Det Hvide Bånd’ skabt en historie, der udspiller sig for snart hundrede år siden. Det kræver enormt meget af såvel scenografien, manuskriptet og måske især skuespillerne. Haneke er altid dygtig til at skabe et autentisk og troværdigt miljø, og med ‘Det Hvide Bånd’ er der ingen brud på troværdigheden, og gennem hele filmen tror man på fortællingen.
Skolelæreren, der fortæller historien i sine aldrende dage, er en sympatisk fortæller, der lader seeren komme ind under huden på menneskene i den lille tyske landsby. Han er ærlig i sin redegørelse af hændelserne, samtidig kommer han med subjektive iagttagelser og kommentarer. Der er straks etableret et sagligt og menneskeligt vindue ind i en verden, der engang var.
Haneke, der selv har skrevet manuskriptet, formår at bevare sin fortællings troværdighed og gøre den helt autentisk. Det gør han blandt andet ved at skære ned på filmiske virkemidler; han bruger på intet tidspunkt underlægningsmusik, han laver lange indstillinger – i modsætning til hurtige klip, ofte står kameraet stille eller følger personerne rundt, og der er ikke en falsk lyssætning.
Et filmisk kneb er, at man som filmskaber har muligheden for at bestemme, hvor seerens sympati skal være. Det gør filmskabere ofte med en bestemt underlægningsmusik, men tydeligst med billedkompositionen. Kameraet er tæt på den person, seeren skal have sympati med, og seeren opnår en form for intimforbindelse til denne person. Når billedet kun viser personens ansigt, kalder vi det et ‘nærbillede’. Den type af billeder forekommer sjældent i ‘Det Hvide Bånd’. På denne måde formår Haneke at give filmen et mere dokumentaragtigt præg – og gør den derved mere autentisk. Seeren får selv lov at bestemme, hvordan de enkelte individer i filmen skal karakteriseres, og hvor sympati og afsky skal placeres.

Skuespillet
Jeg er dybt fascineret af debutskuespilleren Christian Friedel, der har rollen som den unge skolelærer. Eftersom han har den bærende rolle for filmen, har han meget tid på lærredet. Han er en sympatisk skuespiller, der fanger seeren med en ualmindelig stor charme. Flere gange i filmen formår han med ganske få virkemidler at etablere en stemning, en usagt forbindelse, der løfter intensiteten helt op under loftet. Fx ved det første møde med Eva, hvor en uskyldig flirt opstår, men da alvoren bliver synlig for skolelæreren, skyller en alvor ind over ham, og stemningen ændres markant.
Skolelæreren er en varm person, der byder os velkommen i sit liv, mens han tager os med rundt i den tyske landsby. Han undrer sig over de mystiske hændelser, som en anden noir-detektiv, mens han uskyldigt forfører den unge Eva med sit drengede smil og klodsede bemærkninger. Friedel formår at bringe liv til denne sammensatte karakter, og det er en enorm styrke i filmen.
Et blændende skuespil af en debutant, vi næppe har set det sidste til.

Nok er filmen i sort/hvid, men alle personer er fyldt med farver og nuancer, der fylder hele lærredet.
Der leveres et sublimt skuespil af alle medvirkende. Selv de karakterer, der i løbet af filmen viser sig at være modbydelige mennesker, får liv og endda varme. De mange børneskuespillere gør det imponerende flot. Børnene i filmen bliver bragt til live ved de små ting, som disse meget unge skuespillere leverer med en præcision, der er helt fænomenal. Scenen, hvor Rudi spørger sin storesøster, hvad ‘død’ betyder, er blot et eksempel på det dygtige sammenspil mellem børnene. På et andet tidspunkt fortæller præsten en skrækhistorie til sin søn Martin. Hans øjne fyldes med angst, tårerne triller ned af de blege kinder, og Martin kan knap få presset ord ud mellem sine dirrende læber. De to scener rørte mig enorm meget. De er barske, men på intet tidspunkt føles det hverken påtvunget eller iscenesat.
Jeg må indrømme, at det må være de absolut bedste børneskuespillere, jeg nogensinde har set.

Haneke har skabt sit hovedværk
Jeg har desværre ikke kendt Michael Haneke i mere end en håndfuld år, og jeg er overbevist om, at der er mange i Danmark, der aldrig har hørt om ham, inden han vandt Guldpalmerne ’09. Haneke har aldrig haft sit store gennembrud i Danmark, og det er en skam. Han har siden 80’erne skabt en række originale og spændende film, der ikke tåler sammenligning.
Gennem sin tid som instruktør har Haneke skabt en måde at lave film på, der er helt sin egen. Når man ser en Haneke film, er man på intet tidspunkt i tvivl om, at det er en Haneke film. Dette er også tilfældet med ‘Det Hvide Bånd’, hvori Haneke udnytter sine evner til det ypperste.

Filmen har en nervepirrende historie, der holder seeren fast fra start til slut. Filmen giver svar på enkelte spørgsmål, men straks er der nye, der forbliver ubesvaret. ‘Det Hvide Bånd’ tager sig ikke af, hvem der egentlig gjorde det, og hvorfor disse skrækkelige hændelser skete. Det vigtigste i filmen er, at finde ud af, hvad der skete. Dette er kernepunktet for fortællingen.
‘Det Hvide Bånd’ er filmet så smukt og flot, at man næsten kan tage hvert eneste billede ud af filmen og hænge op på sin væg. Filmen har ikke bare en fantastisk fortælling, men er en visuel oplevelse ud over alle grænser. Derfor kan det klart anbefales for enhver, der synes om en smuk og interessant fortælling, at se dette mesterværk.
Aldrig før har Michael Haneke skabt et så fuldendt værk. Vi får en kæmpe historie om, hvordan hændelser påvirker en hel landsby, men på trods af historiens omfang, får Haneke fortalt den på en overskuelig måde. Vi kommer ind under huden på alle karakterer, og hvert sekund er man som tilskuer underholdt, spændt og opmærksom. Haneke har samlet sine bedste øjeblikke og skabt et fantastisk mesterværk.
‘Det Hvide Bånd’ er det hovedværk, mesterinstruktøren Michael Haneke har arbejdet på i et helt årti.

Smid en kommentar