Dead Man Down – Og hævnes, det skal der!

Med sin første spillefilm siden Mænd, der hader kvinder, slår Niels Arden Oplev for alvor sit navn fast på den internationale scene. Dead Man Down er et intelligent actionbrag med en rigtig god historie – og bør bestemt vende hoveder i både Danmark og udlandet.

Dead Man Down er historien om hævn. Håndlangeren Victor vil hævne sin familie, der brutalt blev dræbt af en lokal mafiaboss, og den før så smukke Beatrice vil hævne sig på spritbilisten, der vansirede hendes ansigt. Beatrice vil have Victors hjælp, men skæbnen vil, at hun bliver en lige så stor hjælp for ham.

Stærk historie

Filmens absolut bedste kort er en virkelig velskrevet historie. Bedst som du tror, du har luret den, tager filmen en drejning. Men selvom der er mange twists i filmen, er den alligevel helstøbt og hænger rigtig godt sammen fra start til slut.

Colin Farrell er god i rollen som den bryske Victor, og Noomi Rapace leverer også en fin præstation som Beatrice. Det er svært ikke at synes, at hun er smuk, selvom hendes ansigt er fuld af ar. Terrence Howard (som i øvrigt ligner Cuba Gooding Jr. helt latterligt meget) er god som mafiabossen Alphonse.

Det havde de ikke behøvedes

Som man måske kan fornemme, er jeg ret positivt stemt for Niels Arden Oplevs film. Men ikke alt er lige i skabet. Engang imellem prøver filmen at være lidt smartere, end den faktisk er. Især i iscenesættelsen af Victor, der nogen gange bliver lidt for overtænkt. Og det der shoot out underlagt af dub step musik… Come on! Den kommer altså et par år for sent til at være rigtig sej.

Dead Man Down er bestemt værd at se. Den er spændende, medrivende og overraskende. Den stærke historie gør den til mere end bare en actionfilm. Og hvis det her er en indikation af Niels Arden Oplevs niveau, glæder jeg mig allerede til hans næste film!

4stars

1 comment

Smid en kommentar