De Tre Musketerer – flot men rodet

Men udover nogle små justeringer i forhold til det originale materiale, så minder filmen i grove træk om mange andre af sin slags.

 

Den klassiske historie

Den unge D’Artagnan (Logan Lerman, kendt fra Percy Jackson filmen) drager til storbyen Paris, for at blive en musketer, præcis ligesom hans far var det. Hvad han ikke ved er, at musketererne der var kongens livvagter er en uddøende race. Der er ikke nogen store krige, og det er Kardinalen Richelieu (Christoph Waltz) der styrer den unge uerfarne konge.

Alligevel lykkedes det hurtigt for D’Artagnan at komme i kontakt med nogle musketerer, det var dog ikke på den måde han havde regnet med. Inden længe har han uden sammenhæng fået udfordret alle tre til dueller efter som sammenstød med dem i Paris’ gader hvor han jagter Rochefort (Mads Mikkelsen) der har generet ham og hans hest tidligere i filmen. De ender dog med ikke at komme i dueller, men kommer et et storslået slagsmål med 40 af kardinalens mænd anført af Rochefort.

Sammen med sine tre nye venner Arthos (Matthew McFadyen), Porthos (Ray Stevenson) og Aramis (Luke Evans) får de hurtigt slået de sølle kardinalsoldater tilbage, og finder hurtigt ud af at de har en masse tilfælles alle fire – nemlig at de er fjende af Rochefort.

 

Så langt så godt

Sådan starter alle film som De Tre Musketerer stort set, det er det efterfølgende der gør at de skiller sig ud fra hinanden, og at denne udgave skiller sig en del mere ud. Der er nemlig et stort anlagt eventyr, med konger, dronninger, hofdamer, kærlighed, bedrag og ikke mindst Leonardo Da Vinci’s hemmelige tegninger, der gør at den engelske Duke of Buckingham (Orlando Bloom) kan bygge et luftskib. Men først efter han har fået tegningerne af MiLady de Winther (Milla Jovovich) der har bedraget Arthos, for at få fat i tegningerne.

Selvom historien kronologiske og opbygninsmæssigt i og for sig hænger fint nok sammen, så ender det hele alligevel med at blive en stor rodet affære, ikke mindst på grund af luftskibene og det lidt for moderne sprogbrug.

Når man dertil ligger komplet umulige scener, og en rimelig unødvendig brug af 3D teknologien ender man med et resultat der på en god dag kan beskrives som usammenhængende og på en dårlig kan kan beskrives som en skraldespand. Det virker også besynderligt, at dehar valgt at hyre forfatteren bag Predators Alex Litvak og forfatteren bag Bridget Jones filmene til at skrive manuskriptet. Det bliver nemlig en underlig blanding af testosteron og sentimental kærlighed.

 

Paul W.S Anderson

Filmen er både instrueret af Paul W. S Anderson, der mildest talt aldrig har været den helt store anmelderdarlig. Han har en fantastisk evne til at lave helt igennem fantastiske små detaljer, med at ende med et stort rod. Han har ved talrige eksempler vist det med Resident Evil filmene, der alle indeholder glimrende ting, men som helhed ikke rigtig fungerer, og det også tilfældet med De Tre Musketerer.

Desuden er Milla Jovovich igen ikke den helt store åbenbaring. At sige hun har knaldet sig til toppen er måske en overdrivelse, ikke desto mindre er det pudsigt at hun var gift med Luc Besson, da hun medvirkede i Det Femte Element og kort efter blev skilt. Nu er hun gift med Anderson, og medvirker i stort set alt hvad han laver. Hun er fin i action sekvenser, hvilket hun så ofte før har vist, men når det kommet til det regulære skuespil, er hun ikke fantastisk – langt fra.

600.000.000 kroners rod
Når man laver en film til omkring 100 millioner dollars, er det umiddelbart en god ide at have historien og manuskriptet i orden inden man kigger på effekterne. For de sidstnævnte fejler ikke noget, kampscenerne er fine, de er velkoreograferet og man føler sig egentlig meget godt underholdt. Det er bare alt det der er uden om der aldrig rigtig formår at blive vedkommende, og derfor kommer man også til at kede sig lidt. Og hvis der er noget man ikke må i et action eventyr – så er det at kede sig.

 

 

 

 

Smid en kommentar