Dawn of the Planet of the Apes er velfortalt og visuelt imponerende.

‘Dawn of the Planet of the Apes’ eller som den hedder på dansk ‘Abernes planet: Revolutionen’, starter med at forklare, hvad der er sket siden vi så Caesar og hans følge krydse San Franciscos golden gate bridge i ‘Rise of the Planet of the Apes’. Det er ikke gået menneskeheden godt, hvad der skulle have været kuren mod alzheimers  førte i stedet til en pandemi, som dræbte store dele af menneskeheden.

10 år efter udbruddet er den smule af civilisationen, som stadig findes enormt skrøbelig, og samtidigt har aberne udviklet et samfund, som ulig menneskets trives fint i en postapokalyptisk verden uden elektricitet.

Det er da også behovet for elektricitet, som får menneskene til at bevæge sig ud af San Francisco. Ledet af Malcom (Jason Clarke) vil de sætte en gammel dæmning i gang med at producere strøm, denne mission ender med, at mennesker og aber har deres første sammenstød. Selvom både Malcom og Caesar forstår sig på diplomati, og derfor udvikler en form for venskab, er begge omringet af karakterer, som ikke deler deres verdenssyn, og den helt store konflikt virker derfor uundgåelig, hvilket ikke bør overraske dem, som allerede kender til universet. Men det er ikke kun mennesket mod aben, men også abe mod abe og mand mod mand, der er ikke sparet på intrigeren.

Castet er generelt stærkt og flere karakterer er velspillet, men især Gary Oldman  og Andy Serkins gør det godt. Oldman spiller Dreyfus, som lidt ufortjent får en mindre skurkerolle, selvom han blot vil sikre menneskehedens overlevelse. Serkins bringer virkeligt Caesar til live, og skaber en karismatisk og troværdig leder. Generelt er der mange karakterer med, men de er alle blevet individualiseret nok til at de kan adskilles fra hinanden, hvilket må have taget meget tid i forhold til aberne, som ikke har tøjsom hjælpemiddel.

Hvis ’Abernes planet – revolutionen’ skal være med til at føre historien i cirkel og forbinde de nye film med de gamle, så ved vi godt hvad der skal ske, og filmen byder dog heller ikke på de store overraskelser, i stedet er der kræset for at fortælle historien, og Reeves har ikke travlt med at nå en klimatiske afslutning, han udvikler stille og roligt universet, karaktererne og historien så den nysgerrige og tålmodige seer vil føle sig forkælet, det er nemlig rejsen og ikke målet, der tæller.

Konsekvensen et at spændingskurven er lidt flad, hvilket ikke vil falde i alles smag og nogle vil nok mene at Abernes planet er Gabernes planet, men hvis du ikke har udviklet film-DAMP som følge af Hollywoods typiske 85 minutters actionorgier, så vil du højst sandsynligt nyde denne film.

Helt actionforladt er ’Abernes planet: Revolutionen’ ikke, når revolutionen endeligt indtræffer, er der masser af underholdende og velproduceret actionsekvenser. Og oven i den velfortalte historie leveres fantastisk flotte effekter, min oplevelse med filmen i 2D var fabelagtig, og selvom talende aber måske kan virke en smule fjollet for nogle, så er Caesar og resten af de store aber lavet så flot og troværdigt at man hurtigt kommer sig over den første skepsis og accepterer både at de ridder på heste, men også at de er farlige med fuldautomatiske geværer.

Der er sket meget siden de første film fra 60’erne og 70’erne, og nogle vil måske sige at charmen er forsvundet sammen med computereffekternes indtræden, hvilket nok er en smagssag, men det er svært ikke at værdsætte så imponerende effekter.  Filmens tempo er nok hvad der vil skille vandende, men jeg ser ’Abernes planet: Revolutionen’ som solid installation i franchisen, bedre end forgængeren fra 2011.

5stars

Smid en kommentar