Dallas Buyers Club

I Dallas Buyers Club spiller han således en svindler og party-boy af en elektriker, Ron Woodroof. Vi møder ham først i året 1985, hvor han bliver diagnosticeret med HIV. Han får at vide, at uden behandling har han højest sandsynligt ikke mere end 30 dage at leve i. Ron forsøger nu at hustle sig til medicin og ender op med at tage til Mexico. Her finder han en kombination af medicin, der hurtigt lindrer hans symptomer. Han beslutter sig for at smugle stofferne hjem til Dallas, for at sælge dem videre til andre AIDS-patienter. Sammen med transvestitten Rayon (Jared Leto) danner Ron en ”Buyers Club”: Du betaler for at være medlem og får derefter stofferne gratis. På den måde undgår de lovens lange arme – et stykke tid.

Trods det tunge emne har filmen en lettere tone en man kunne forvente. Woodroof er en charlatan af rang, der må se sin homofobi i øjnene, hvilket der kommer nogle rimeligt underholdende øjeblikke ud af. Derudover fungerer Rayon som et ”comic relief”, blandt andet når han beslutter sig for at tage hånd om deres lille motel etablissement. Der er heller ikke forsøgt at stille Woodroof op på en piedestal, som man ofte ser det i bio-pics. Det er dog ærgerligt, at filmen sidste tredjedel bliver en tand kedelig, da den begynder at køre meget rundt i det samme.

Dette er en film båret af karakterer og skuespil. Mens Matthew McConaughey må komplimenteres for tilsyneladende at have forsøgt sig med en ”Christian Bale” og har tabt en 10-20 kilo til rollen, må stjernen i denne film dog blive Jared Leto (Requiem for a Dream). Hans drag-queen er ikke overspillet, som det så nemt kan blive, og man kommer hurtigt til at holde af hans karakter. McConaughey har skam også helt fortjent sin nominering til akademiet, for det usmagelige menneske han med stor overbevisning i første omgang spiller. Men trods det fremragende skuespil, kan det alligevel ikke bliver mere end 4 stjerner herfra, da jeg aldrig rigtig følte at klimaks ramte, og jeg småkedede mig lidt til sidst.

4stars

Smid en kommentar