Contraband – Endnu en sidste gang

Det skal siges, at jeg ikke har set Reykjavík-Rotterdam, men ikke desto mindre forbeholder jeg mig retten til at forholde mig kritisk til projekt ”remake”, der i dette tilfælde synes at byde på en historie tyndere end kvinderne på 5th avenues stænger. Mark Wahlberg leverer en fin præstation som Chris Farraday (ham sikkerhedsvagten islændingene plejede at kalde Kristófer), hvis fortid som part i en smuglerbande på to, kækt beskrevet som ”the Lennon and McCartney of smuggling”, synes at forfølge ham.

Chris’ hustru (Kate Beckinsale) er tilfældigvis indehaver af en bror med gæld fra et mislykket forsøg på narkosmugling, hvilket tvinger Chris ud i et gensyn med den kriminelle løbebane, for at undgå at en flok pushere skal gøre alvor af deres trusler mod Chris’ familie.

Fortællingen centrerer sig dermed om et ikke overraskende ”one last job”, et plotdrevent element der i filmhistorien fremstår som værende mere end almindeligt udpenslet – seere af film som Thief, Score og senest The American vil alle kunne nikke genkende til ”the guy who wants to settle down and get married”.

De knap fem kvarter filmen varer er som et stort timeglas der konstant vendes op og ned for desperat at fortælle os ”at tiden er knap”. Filmen vil ikke meget mere end at agerer som en tidsindstillet tikkende bombe konstant i håbet om at spændingsniveauet skal få os til at komme svedende ud af biografen med nedbidte negle. Dette er der som sådan intet i vejen for i en godt konstrueret thriller, men her er plottet desværre for forudsigeligt til helt, at kunne kaldes medrivende. Havde denne spændingskurve, med et bedre manuskript i bagagen, bevæget sig hen over et andet format ville Contraband muligvis kunne agere en udmærket tv-serie med New Orleans som opfølger til det barske billede af Baltimore vi kender fra The Wire. Det er Contraband dog ikke, for dertil mangler alt for meget. Lad os i stedet bevæge os videre med den kritiske pen.

Contraband føles som at være vidne til en filmatisering af et slidt Grand Theft Auto spil. Både via filmens meget mørke billedeside, som til dens ros rummer fine pendanter til flotte helikopterskud af skyskrabere i aftenlys a la Collateral, men især i de bandeopgør som opstår i jagten på det uskyldsrene familieliv. Desværre fremstår denne jagt ikke nær så intens som det ønskes, da frygten for den stakkels families sikkerhed langsomt forsvinder, i takt med at vi ænser hvorhen filmen vil tager os. Mark Whalberg, Kate Beckinsale og Ben Foster som Whalbergs bedrageriske kompagnon leverer alle fine præstationer, men dette ændrer desværre ikke det samlede indtryk af en film hvis plot på ingen måde fortjente et remake.

Der er som sådan intet galt med Contraband, men det er svært at lade sig imponere, når en plotdreven fortælling grænser til det flove i dens forudsigelige forsøg på at overraske. Havde filmen haft en snært af humor kunne jeg fristes til at argumentere for, at den er en biograf tur værd (i det mindste fordi underholdningsværdien, trods alt, er mærkbar). I stedet vil Contraband ende som en af den slags film du på en sløj søndag opdager på din lokale tankstation, midt imellem det trivielle og banale.

 

 

Smid en kommentar