Clooney skuffer med stjernebesat patriotisme

Filmen er baseret på historien om de amerikanske kuratorer og arkitekter, der ved slutningen af 2. Verdenskrig rejste til Europa for at redde kunstartikler stjålet af nazisterne. Hitler havde planer om at rejse et enormt kunstmuseum, men da krigen syntes tabt besluttede han sig for, at destruere de stjålne skatte i stedet.

Akkurat som tilfældet var med ’Good Night, and Good Luck’ og ’The Ides of March’ er George Clooney med i en film han selv instruerer. Han spiller kunsthistorikeren Frank Stokes, der samler en gruppe på syv heroiske kunstbefriere. I virkeligheden var der tale om en gruppe på op imod 300, men i en film som denne skal heltene naturligvis være til at identificere. Derfor de syv velkendte skikkelser. I bedste Oceans Eleven-stil drager Matt Damon, Bill Murray, John Goodman, Jean Dujardin og Bob Balaban ud på mission. Cate Blanchett spiller den franske kurator (og modstandskvinde) Claire, som effektivt hjælper den amerikanske gruppe nærmere nazisternes tyvekoster.

Efter en underholdende intro taber filmen pusten, idet kunstjagten sætter ind. Det sker i takt med, at fokus fjernes fra den originale historie. Bill Murray er tænkt som filmens spøjse indslag, men er tydeligt utilpas i rollen som pauseklovn. Han og Bob Balaban repræsenterer to af de middelaldrende mænd, der har noget svært ved at hidse sig op over hele situationens alvor. Samtidig er der godt styr på musikken. Faktisk er Alexandre Desplats marcherende lydbillede ret eminent og med en sikker John Goodman som skulptøren Walter Garfield, er alting ikke så ringe endda.

Desværre finder filmen sig aldrig helt til rette. Historien forlanger en hvis mængde tvangspatriotisme, men i George Clooneys hænder bliver fortællingen i tvivl om, hvorvidt den er en komedie, et drama eller en følelsesladet thriller. 

Genreforvirring
Clooney gjorde et flot stykke arbejde med sin instruktørdebut ’Confessions of a Dangerous Mind’. Derefter bar ’Good Night, and Good Luck’ (et par timer med mørkklædte mænd i mørklagte rum) og ’The Ides of March’ begge præg af en ekstrem genrebevidsthed. I ’Monumenternes Mænd’ er det ofte omvendt. Det er svært at gøre sig klog på filmens genre og når det er værst, så ligner Monumenternes Mænd Enzo Castellaris ’Inglorious Bastards’ fra 1978 til forveksling. Lettere primitiv i sin humor, når filmen et lavpunkt, da den bruger små fem minutter på at få Matt Damons ene fod væk fra en landmine.

Det mest bemærkelsesværdige ved filmen er, hvor lidt George Clooney får ud af så stærkt et cast. Cate Blanchett skal anstrenge sig selv for at tale med fransk accent, Bill Murray virker underligt udmattet og Jean Dujardin kan ikke meget andet end at smile. Da først Michelangelos Madonna-statue og Gentalteret er i sikre hænder hos Clooney og co, kan man ånde lettet op. For trods en del fine momenter, et smukt lydspor og et par vellykkede skuespilpræstationer, forbliver ’Monumenternes Mænd’ en frustrerende filmoplevelse. ‘Good Night, and Good Luck‘ fremstod som en vigtig historisk skildring. Trods et fint udgangspunkt, er intet så væsentligt i denne poppede kunstaffære.

3stars

Smid en kommentar