Bridgend – uhygge i walisisk by

Dyster natur og kultisk uhyggestemning spreder sig i instruktør Jeppe Røndes første lange spillefilm Bridgend. Med et afsæt i virkelige begivenheder skildrer Rønde en gruppe unges selvmord i den sydwalisiske mineby Bridgend.

Mellem 2007 og 2012 hængte 79 unge sig enkeltvis – alle for at blive fundet af deres forældre. Ingen af de afdøde efterlod forklarende afskedsbreve og selv i dag er selvmordene uopklaret. Rønde ønsker ikke at give forklaringer til de kultiske selvmord, men snarere at give stemme til hændelserne og lade publikum afgøre, hvad der skete i Bridgend.

Fortællingen sættes i gang, da Sara (Hannah Murray) sammen med sin far, politimanden Dave (Steven Waddington), og hendes hest ankommer til Bridgend. Faren er blevet tilkaldt af det lokale politi, som står magtesløse overfor det uhyggelige antal selvmord i byen. Snart efter ankomst må også Dave erkende, at det vil blive noget nær umuligt at opklare og ligeså umuligt at forhindre nye selvmord. Filmens omdrejningspunkt er principielt set efterforskningen i selvmordene, men Bridgend er langt fra en krimifilm. Plottet overtages hurtigt af en gruppe unge, der inviterer Sara ind i deres kreds. Sara er både fascineret og skræmt af gruppens kultagtige dyrkelse af de afdøde.

20150327-131734-3

Gruppen tager Sara med ned til en skovsø, hvor de nøgenbader. Situationen er dog foruroligende, da de unge flyder ’dødlignende’ i vandet. Senere går de igennem skoven og passerer stedet, hvor det sidste selvmord fandt sted. De unge begynder at råbe den afdødes navn samtidig med de hiver overtøjet af. Selvom Sara afskrækkes af deres suspekte opførsel, mødes hun igen med gruppen. Deres oprørske attitude overfor ’det etablerede’ tiltrækker Sara, og hun bruger det som en modstand mod hendes fars kontrol i deres forhold.

Snart efter forbyder faren hende at se gruppen, da Sara begår hærværk og drikker. Det underlige forhold mellem Sara og faren viser sig bl.a., da hun en aften har make-up på, men idet han kritiserer det, løber hun væk fra aftensmaden for at fjerne det. Ved et senere skænderi slår Sara hovedet ind i en dør og græder hysterisk indtil faren stopper det. Det er synligt, at Sara er splittet mellem en lillepige adfærd og en løsrivelsesproces. Saras opførsel karakteriseres som en ’anderledeshed’ af faren, og den eneste forklaring yderligere er hendes mors død.

To af Saras nye venner begår selvmord, men på trods af det, involverer Sara sig yderligere og bliver medlem af gruppens morbide chatrum, hvor nye selvmordsofrer udvælges. Mottoet er, at man ikke forlader Bridgend eller gruppen. Så da Sara og Jamie (Josh Oconnor) forelsker sig, og de ønsker at leve, bliver gruppepresset yderligere demonstreret, da det forventes, at Jamie begår selvmord.

Gruppen mener, at de afdøde ikke længere er alene, men sammen. Denne ’tro’ er tilnærmelsesvis den eneste forklaring på selvmordene. Der er dog også en adskillelse mellem forældrene og de unge. Denne generationskløft kunne være motivet bag selvmordene. Det virker dog voldsomt, at så mange unge begår selvmord for at provokere deres forældre. Men mangel på kommunikation og forståelse er et tematisk omdrejningspunkt i Bridgend.

20150327-131737-3

Der er en minimal dialog gennem filmen – og den dialog der er, er lagt som en voice-over i den samtidig handling. Rønde arbejder altså med en forskydning mellem det sage og handlingen. Dette formmæssige greb kommer også til udtryk i billedsiden. Her benytter Rønde en spejlingseffekt mellem en person og et vindue – en dørrude – et spejl og bilvinduer. Saras refleksion fremvises f.eks. både som hende selv og som en udefinerbar skygge. Tolkningen af dette filmiske greb kunne både være en adskilles af individet, men de mere uformelige skyggespejlinger ekkoer overnaturlig forklaringselementer. Rønde er da også klart inspireret af David Lynchs Twin Peaks, ligesom jeg også spekulerede i X-Files konspirationsteorier.

Det er Magnus Nordenhof Jønck, som tidligere har arbejdet med bl.a. Kapringen (2012) og Nordvest (2013), der står bag kameraet. Jøncks indarbejder uhyggen og en stemning af det overnaturlige i Bridgend gennem brugen af lys og skygge. Minebyen er omgivet af et tåget, bjergfyldt skovlandskab, som allerede der sætter en dyster stemning. Billederne er som oftest ildevarslende, regnfulde og dunkle. Lyset bruges naturligt, enten dagslys eller elektrisk lys om aftenen. Forskydninger mellem dialog, handling, spejling, lys og skygger er en interessant fortælleform og Røndes brug af uhygge og realelementer såvel som den åbne fortolkning gør Bridgend skræmmende realistisk.

4stars

Smid en kommentar