Bora Bora – Ak den svære ungdom

Wullenweber har også selv skrevet manuskriptet til filmen, der dog i høj grad bliver båret frem af mere eller mindre letbenede popsange, hvoraf de fleste er skrevet til filmen. I et interview udtalte Wullenweber for nyligt, at han ikke bare bange for at bruge klichéer, for de virker når bare de bliver leveret ordentligt. Hvorvidt det gør det i denne film, vil jeg lade være op til andre at vurdere.

Filmen er inspireret af en sand historie. Ikke selve handlingsforløbet, men historien om en lille pige der har det svært hjemme, og derfor løber hjemmefra. Hun har dog en passion for at løbe, og denne passion hjælper hende gennem en svær tid. I Bora Bora bliver dette blandet med lidt parkour light, lidt kærlighed og lidt spænding.

 

Den letbenede historie
Mia (Sarah‐Sofie Boussnina) har det ikke godt. Hun hader sin skole, og hun hader sin mor og hendes overfladiske venner og holdninger. Det ender med at hun løber hjemmefra, men hun er dog ikke alene længe. Hun bliver nemlig på grund af hendes løbefærdigheder (der egentlig ikke ser specielt imponerende ud) medlem af en bande teenagebørn, der gør sig som lommetyve.

Deres masterplan er, at stjæle så mange penge fra turister og gamle damer at de kan købe deres eget hus, da de alle har haft en svær barndom, hvor de ikke er blevet behandlet som de skulle og er blevet misforstået af deres omgivelser. Pudsigt nok er der ikke noget dybere moraliserende over filmen med deres handlinger. Mia stiller godt nok spørgsmålstegn ved om de behøver røve gamle damer, men det gør de nu en gang.

Da hun træder ind i gruppen skal hun samtidig sværge overfor gruppens leder Silja (Mette Gregersen), at hun hverken vil tage stoffer (der var lidt morale) eller blive kæreste med en en gruppen. Det første overholder hun let, men sværere bliver det andet, da Zack (Janus Dissing Rahkte) har et godt blik for hende, og at det er gengældt.

Det betyder naturligvis også at der opstår disharmoni i det lille lukkede fællesskab, og at det hele ikke kan blive ved med at være fryd og gammen. Slet ikke da Silja’s ekskæreste Jim (Pilou Asbæk i hans mindste rolle nogensinde) spille rud af fængslet og de bliver tvunget til at ændre planer.

 

Musical eller film
Det hele er pakket ind i musik, af den absolut poppet slags. Sangene er skrevet af forskellige sangskrivere og er ikke fremført af hovedpersonerne, der uden den helt store succes mimer sig igennem dem. Wullenweber har udtalt, at han har ladet sig inspirere at musicals som West Side Store og Moulin Rouge. Der er dog en meget stor forskel, nemlig at der i de film var tale om skuespillere der kunne synge og ikke mindst gode sange, der ikke er skrevet til børn.

Værst virker det når der sniger sig et snert af hip-hop ind i sangene. Dette virker malplaceret, dels fordi der ingen kant er og dels fordi Jeffrey Skovgaard der fremføre dele af det er en ganske glimrende sanger, men ikke lige frem nogen stor rapper. Desuden er man ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det ikke er de medvirkende der synger. De har skulle lære sange og så ellers mime dem, hvilket sker med mildest talt vigende succes.

 

Uden for målgruppen
Det kan dog til tider være en anelse besværligt, og endda anstrengende som anmelder, at skulle sætte sig i at filmen naturligvis er lavet til en helt anden målgruppe, end den man nu lige befinder sig i. For denne film henvender sig nok mest til børn der er max 14 -15 år, og primært piger. Derfor er den også rimelig banal og skrevet på en måde, der skal fange disse. For os der er en anelse ældre, kan det virker anstrengende og til tider forceret når engelske gloser bliver proppet ind i filmen, samtidig med at en af filmens hovedkarakterer spontant udbryder “Vi er topmotiveret”, hvem pokker snakker sådan?

Bora Bora er vil for mange ting, og lykkedes ikke rigtig med nogen af dem. Mia’s løb burde fylde meget mere end det gør. Det virker som et element der er sat ind, fordi det passer med forfatterens ide med filmen. Man må dog være imponeret over at hovedpersonen kan lære parkour på noget der minder om to minutter. Hvorfor parkour elementet overhovedet skal med, virker også mest af alt for at have noget at fylde i traileren til filmen.

Filmen er god når den handle om unge følelser, og når de unge skuespillere får lov til at snakke. Desværre går det langt mere op i løb, halvsløje sange og noget tvivlsom koreograferet dans.

Når det er sagt, så håber jeg stadig at filmen bliver en succes for målgruppen, og hvem ved, måske bliver også denne Wullenweber film opfanget af Hollywood.

 

 

Smid en kommentar