Blade Runner: en udødelig klassiker kan nu opleves på det store lærred

Blade Runner (1982) er i dag en udødelig klassiker der findes i en håndfuld versioner, der vidner om at arbejdet i kulissen til tider også har været af ret dyster karakter, ligesom filmen er det.

Min anmeldelse i dag vil derfor egentlig berøre to historier; filmens, og filmens tilblivelse. Begge er ret medrivende, og jeg vil pendulere lidt imellem dem i denne anmeldelse.

Blade Runner var britiske Ridley Scotts første film i USA, og der gik ikke lang tid før en ikke ubegrundet skepsis overfor den hårdhalsede instruktør begyndte at brede sig hos filmcrewet. Budget og antal optagedage blev overskredet markant, så da materialet var i kassen blev Scott faktisk fyret af producerne Bud Yorkin og Jerry Perenchio, så de selv kunne have artistisk kontrol med klipningen af filmen. Den artistiske kontrol der i virkeligheden tilhørte Scott blev først endelig hans over 30 år senere med The Final Cut (2007) som du nu har muligheden for at se på det store lærred!

Efter dårlig feedback på et par testvisninger, besluttede producerne at tilføje en, i noir-genren ofte anvendt, voice-over. Men som det fremgår af dokumentaren Dangerous Days: Making Blade Runner (2007) var navnlig hovedrolleindhaveren Harrison Ford ikke særlig glad for ideen, og dét i en sådan grad så han bevidst forsøgte at sabotere projektet ved at indlevere fuldstændig åndløse oplæsninger af voice-overmanuskriptet.
Derudover insisteredes der fra producernes side også på en happy ending. Og vel at mærke en happy ending der bryder med hele det univers vi er blevet præsenteret for; nemlig et dystopisk og tilsyneladende endeløst natligt bybillede, hvor de forurende gader og ramponerede bygninger oversvømmes af en degeneret befolkning, der ikke har midler til at komme til de såkaldte ”Off World Colonies”, som reklamerende fartøjer punker dem i hovedet med ustandseligt.
For at forstå hvor meget slutningen i den såkaldte ’Theatrical Cut’ bryder med dette billede, behøver jeg kun at oplyse om, at materialet til sekvensen er hentet i overskydende kørescenemateriale fra Kubricks The Shining (1980)

Men nu må jeg hellere fortælle lidt om filmen(!), Blade Runner er et skønt miks af et post-apokalyptisk sci-fi univers hvori et krimiplot med klare noirtræk udspiller sig. Den nedslidte detektivrolle vi kender fra noiren indtages af Harrison Ford i rollen som blade runner’en Rick Deckard. Dennes opgave er, at likvidere såkaldte ’replikanter’ der skulle forvilde sig til jorden, i stedet for at udføre det slavearbejde de er sat i verden for at skulle udføre på de kolonier overklassen er flyttet til.
I Blade Runner er en gruppe replikanter ledet af Roy Batty (Rutger Hauer) således stukket af, og er nu løs på jorden, og søger nu at finde deres skaber, i håb om at få deres liv forlænget. Replikanter er nemlig kunstigt fremstillede mennesker der kun lever i 4 år.
Vores afdankede Blade Runner bliver modvilligt hevet ind til dette sidste job, der selvfølgelig viser sig at være noget af en omgang; de bortløbne replikanter er af den nyeste generation, og derfor toptunede i alle henseender.

Hvordan det hele spiller sig ud, vil jeg jo afstå fra at røbe, så du selv kan få lov at opleve det, men jeg vil gerne sige så meget, at da jeg første gang så denne film, blev jeg ved med det hver dag efter skole i en uge. Den blev simpelthen ved med at fascinere mig, og selvom jeg vil sige at mange af de tekniske aspekter er løbet fra Blade Runner, så er dens centrale tema mere præsent end nogensinde;
Det handler jo for pokker om kunstigt skabt liv der pludselig begynder at have selvstændige tanker, følelser, ønsker og krav. Alt sammen begreber vi som mennesker sagtens kan sætte os ind i, og som efterlader denne anmelder med en malstrøm af etiske spørgsmål at bakse rundt med.

Alle disse spørgsmål har i høj grad været årsag til min tilbagevenden til denne film, og derfor er det også med en noget ubestemmelig følelse af glæde og bekymring, jeg læser at en efterfølger skulle være på bedding. For denne film står egentlig så godt for sig selv.

De forskellige versioner af Blade Runner har, som tidligere nævnt, haft nogle få centrale forskelle, men Final Cut får én gang for alle givet os det definitive svar på det altoverskyggende spørgsmål publikum har haft efter at have set denne film. Og det er kun et svar der åbner op for nye spørgsmål.

 6stars

Smid en kommentar