Black Swan – Formidable Portman

Hendes rolle som den skrøbelige, men målrettede og talentfulde ballerina Nina Sayer(Portman) er uden tvivl en Oscar værdig, og det vil da også være meget underligt hvis akademiet vælger, at se bort fra hende når priserne skal uddeles i februar.

I Tchaikovsky’s ånd?
Da den russiske komponist Tchaikovsky i 1876 komponerede The Swan Lake, havde han nok ikke forestillet sig at den 134 år senere skulle være omdrejningspunkt om en film. Ikke desto mindre er det tilfældet, og historien i balletten indbyder da også til at blive inviteret ind på det store lærred og ikke holdt som gidsel af den kulturelle elite i ballettens verden. For som Lily(Mila Kunis) siger i filmen. “Ballet is not for everybody”, og det har hun ret i, men efter at have set Black Swan får jeg lyst til at besøge den kongelig ballet.

Med både store og små virkemidler suger Aronofsky sit publikum ind i ballettens verden, hvor hårdt arbejde og en ekstrem konkurrence kan ødelægge selv de bedste mennesker. Nogen gange er det små virkemidler som musik og lys han bruger til at fange en stemning. Andre gang er det mere bombastiske virkemidler som sorte fjer, der vokser ud af kroppen, han bruger til at tegne sit filmiske billede sindstilstanden hos filmens protagonist. Scenerne fra træningen og opførelsen af balletten er nogen af den flotteste der er set i mange, mange år.

Magiske Portman
Natalie Portman spiller den altoverskyggende hovedrolle som Nina Sayers, der efter at have været ved ballettens korps i mange år, og efter hårdt og udtømmende arbejde endelig får chancen i hovedrollen som svanedronningen i Svanesøen. Instruktøren af balletten Thomas(Vincent Cassel), har udset sig Nina, også selvom hendes version af den sorte svane blegner i forhold til hendes hvide svane. Han ser dog potentialet i den smukke og arbejdsomme Nina. For at blive en bedre sort svane, må Nina prøve at finde sin mere mørke side frem. En opgave der ikke bliver uden konsekvenser.

Som filmen skrider frem viser det sig hurtigt, at hendes benhårde arbejde og træning ikke er uden konsekvenser. Hendes anstrengte forhold til hendes mor, som hun bor hos, giver en indikation på en skrøbelig eksistens, der ikke kan stå på egne ben, da ballet er hele hendes liv. Det hårde arbejde med hele tiden at foregive at være noget andet, har sat sine spor. Det hjælper ikke, at instruktøren Thomas borer i hendes følelser og spørger ind til hendes usikre seksualitet.

Helt galt går det, da Thomas vælger hendes veninde/konkurrent/drømmeelsker Lily(Kunis) til at være hendes dubleant. Nina hvirvles ind i en tilstand, hvor hun ikke længere kan finde ud af, hvad der er virkelighed og hvad det er tankespind. Som beskuer skal man da også holde tungen lige i munden for at følge med.

For at spille rollen som ballerinaen Nina har Natalie Portman øvet sig på at danse ballet i mere end et halvt år. Et halvt år er bestemt ikke lang tid til at lære at mestre kunsten. Hun er da utvivlsomt heller ikke klar til virkelighedens opsætninger, men det ser uhyre ægte og troværdigt ud. Undertegnede vil ikke påstå at være specielt balletkyndig, men det er de fleste, der ser filmen nok heller ikke. Portman får dansen til at se let og ubesværet ud, alene for dette fortjener hun en Oscar.

Da Aronofsky i 2008 lavede The Wrestler fik han det absolut bedste ud af Mickey Rourke, og det er endnu en gang sket. Portman har før været nomineret til en Oscar for hendes rolle i filmen Closer, hvis der er nogen retfærdighed til, bliver 2011 året hvor hun får den.

Musikken
Tidligere på året kom det frem at Aronofskys faste komponist Clint Mansell, ikke ville kunne komme i betragtning til en Oscar. Musikken til filmen er nemlig kun til dels original. Den underliggende musik er naturligvis baseret på Tchaikovski’s smukke mesterværk. Musikken der ikke lige er Tchaikovski, er stærkt inspireret af den russiske komponist for at holde filmens lydside i samme spor. Det er meget muligt Mansell ikke får en Oscar, men han fortjener et stående bifald – for det er bragende smukt fra start til slut.

Aronofsky og livets skilleveje
Hvor The Wrestler handlede om en falleret wrestler, der havde haft sin storhedstid og nu desperat forsøgte på et comeback er Black Swan noget nær det modsatte. I filmen skal hendes storhedstid til at begynde, og en ny æra er klar til at indtræde i hendes liv. Fælles for Aronofskys film, disse såvel som Requiem for a Dream er at de handler om livets skilleveje. De beskriver processen i den periode hvor ens liv ændrer sig, både på godt og ondt. Det er hans evne til at favne over dette, der gør ham til en fantastisk instruktør og betyder at hans film er vedkommende, relevante og rørende. At det ofte er sat på spidsen er en helt anden sag.

Portman overstråler filmen
Black Swan er en fremragende film, men det der for alvor gør den fantastisk er Natalie Portman. Ligesom det var tilfældet med The Wrestler, har Aronofsky lavet en film hvor skuespillerens præstation overstråler den samlede film. Og det er ikke kun Portman der leverer en fremragende præstation, også Mila Kunis er bedre end nogensinde før. Kunis har indtil videre primært gjort sig i komedier og mere eller mindre hjernedøde actionfilm, med rollen som den forførende Lily viser hun, at hun favner langt bredere end dét.

Da jeg i sin tid anmeldte The Wrestler, gav jeg filmen fem stjerner, men en ekstra for skuespillet i filmen. Det samme gør sig gældende for Black Swan, og det skal blive spændende at se hvad Aronofsky kan få ud af Hugh Jackman, når han bevæger sig over i en lidt anden boldgade med The Wolverine.


 

Smid en kommentar