Bakkekøbing – Det Store Osteræs

Så er der atter liv i animationsbyen Bakkekøbing og der er lagt op til nye eventyr med de kendte karakterer.

Opfinderen Reodor Felgen og hans to venner den evige optimist-and, Søren og det angstelige pindsvin, Ludvig, er tilbage og ude på nye eventyr i den norske fjeldby. Nu skal det nemlig afgøres én gang for alle hvilken by der er bedst – Bakkekøbing eller nabobyen Slidstrup?

Det store opgør skal stå ved det traditionsrige racerløb, ‘Det store osteræs’ hvor to repræsenterende hold fra hver by skal transportere en ost gennem det nærliggende terræn. Den by som først kommer i mål med sin ost vinder. Søren repræsenterer Bakkekøbing og er så selvsikker i sin sejr at han i al hemmelighed vædder Reodor Felgens værksted og hus væk til konkurrenten, Olrik Klapvold, som til gengæld satser sit mejeri. Det viser sig dog at Klapvold har et es i ærmet, da han sammen med sin muntre kollega, Osram Svupsen, stiller op i løbet med gorillaen Emanuel Desperados. Nu er sejren pludselig ikke så sikker for Søren, og Bakkekøbing holdet må lægge hovederne i blød for at komme på kreative løsninger så de kan vinde løbet.

2003561_htfstills_still_41_nor_print

Filmen er instrueret af Rasmus A. Sivertsen (Kurt Bli’r Grusom, 2008) og bringer et glædeligt gensyn med de elskede stopmotion-karakterer fra Bakkekøbing, samt nogle nye fra nabobyen Slidstrup.

Præmissen om løbet er et godt (dog rimelig tilfældigt) påfund da den bringer karaktererne ud af det vante miljø i Bakkekøbing, og ind i det lige så fantasifulde naturlandskab hvor der lurer nuttede monstre og farlige forhindringer på deres vej. Den ivrige nyhedsoplæser fra Bakkekøbing Tidende, Frimand Pløsen, har fået en større rolle og står for en del af den humor som særligt de voksne i publikum kan grine med på, gennem hans nyhedsdækning af osteræset. Der er generelt en god basis af både voksen- og børnevenlige vittigheder gennem filmen, og selvom enkelte punchlines ikke overlever sprogoversættelsen til dansk, føler man sig stadig godt underholdt hele vejen. Det er dog nok mest en film for dem under 12.

Filmen er rig på farver, fantasi og hyggelig komik som egner sig til hele familien. Reodor Felgen må flere gange lægge hovedet i blød for at finde de mest snedige idéer der kan hjælpe ham og hans to følgesvende med at vinde osteræset, hvilket betyder at vi får en masse nye opfindelser at se fra hans side. Anden, Søren, er snarrådig og optimistisk hele vejen, men selv han, får en vigtig lærestreg eller to i sidste ende.

2003561_htfstills_still_456_nor_print

2003561_htfstills_still_25_nor_print

2003561_htfstills_still_plosenstartpistol_nor_print

Det Store Osteræs er baseret på den norske forfatter Kjell Aukrusts humoristiske og hyggelige univers i bjergbyen, Flåklypa, der herhjemme er bedre kendt som Bakkekøbing eller Bjergkøbing. Vi har tidligere kunne opleve de skægge karakterer i filmene Bakkekøbing: Grand Prix (1975) og Jul i Bakkekøbing (2013).

Der har været langt mellem de to forrige Bakkekøbing-film som begge har haft stor succes både herhjemme og i hjemlandet, Norge. Den nyeste film har ligeledes fået en varm velkomst da den havde sin norske premiere i december 2015. Indtil videre er den blevet set af 330.000 i de norske biografer.

Herhjemme vil der naturligvis være danske stemmer i filmen. Blandt de danske stemmer finder vi navne som Claus Bue (Reodor Felgen), Lars Ranthe (Søren Gundersen), Lasse Lunderskov (Ludvig), Lars Brygmann (Frimand Pløsen), Lars Bom (Olrik Klapvold), Thomas Mørk (Osram Svupsen) og Peter Zhelder (Melvin).

5stars

Filmen har premiere i morgen, d. 21. april 2016.

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

1 comment

Smid en kommentar