Away We Go – minimalistisk roadmovie

“Man glemmer, hvor forskellige mennesker er.”
Away We Go er på mange måder en traditionel roadmovie, hvor personerne tager på en lang rejse for at lære nye ting om sig selv, udfordre ellers faste rammer og til slut ende som et nyt, klogere menneske. Burt og Verona rejser gennem store dele af USA, hvor de lærer nye sider af hinanden, stiller spørgsmålstegn til livet og genopfrisker gamle venskaber.
Vi møder mange mennesker i filmen, der alle er vidt forskellige med hver sin baggrund. Det er både en styrke for filmen, men samtidig også en af de største svagheder. Der kommer en noget blandet omgang ud af den rejse, da menneskerne, de møder på deres vej, alle har sit helt specielle livssyn. Til tider er det morsomt, charmerende og rigtig underholdende med de meget sære, mystiske levemåder, mens det andre gange næsten er dumt og fjollet. De mange forskellige livssyn er et fantastisk koncept, og det lykkedes da også for instruktør Sam Mendes at skabe et meget nuanceret billede af verden. Til gengæld fremstår filmen næsten som en parodi på mennesker, når vi for eksempel møder et håbløst neo-hippie par, der har svært ved at acceptere Burt, fordi han har et arbejde.
I de tilfælde taber filmen meget tempo, og det føles mere som om, den kun forsøger at fortælle, hvor mange skøre og fjollede mennesker, der findes. Heldigvis er der også de mere nuancerede og indholdsfulde mennesker, som giver filmen masser af varme og følelse. Vi møder et par, der ikke kan få børn, og derfor adopterer. Vi kommer helt ind under huden på dem, og netop her er filmen bedst – hjerteskærende og rørende.
Men naturligvis er det da sjovt at se, hvor forskellige mennesker kan være, uanset hvor karikerede nogle karakterer er.

Filmens absolutte styrker
Historien er egentlig meget tynd; de kommende forældre rejser rundt for at besøge venner i håbet om at finde sig et nyt hjem! Så minimalistisk er filmen rent faktisk – og netop derfor er det ekstrem vigtigt, at persongalleriet og det rent filmiske skal være helt i top. Det er desværre ikke altid tilfældet, men når det er, så er det også helt fantastisk!
Vi kommer helt ind i hovedpersonerne Burt og Verona, hvor vi får lov at opleve dem i intense, rørende scener, men også de pinlige, akavede øjeblikke er taget med. Personerne fremstår autentiske og er næsten de eneste i hele filmen, der virkelig er troværdig. Skuespillerne John Krasinski og Maya Rudolph er levende og charmerende i rollerne om de kommende forældre. Scenerne, hvor de to er alene, er absolut nogle af de bedste.
Historien er filmet med store billeder, hvor vi får så meget som muligt at se af områderne, parret besøger. Det er der kommet en masse flotte, smukke, rørende billeder ud af – og det er endnu en af filmens styrker. Selvom der ofte ikke er dialog i scenerne, hvor vi ser naturen og lokalområderne, taber filmen ikke tempo med de scener – tværtimod! Det er en rigtig god og flot måde at rette fokus på parrets projekt – at undersøge forskellige områder, så de kan finde deres eget hjem. Det er jo netop derfor, de er på rejsen.

Indholdsmæssige svagheder
Filmen har en masse menneskelighed over sig med de mange forskellige livssyn og lommefilosofi. Det er ofte sjovt og interessant, men sommetider gør det, at filmen taber pusten. Der mangler simpelthen mere indhold for at drive filmen frem.
De mange sære eksistenser er bare ikke nok i sig selv. På intet tidspunkt sker der noget uventet, overraskende eller omvæltende. Nok udvikler de sig følelsesmæssigt, men der er hverken udfordringer eller prøvelser på deres roadtrip. De bliver klogere på livet ved at se det fra andre vinkler, men der er ikke nogle store omvæltninger til stede, og det gør filmen en meget ‘lille film’. Der er ingen stor historie eller et spændende opgør, en dramatisk udvikling eller et interessant forløb at følge. Historien er meget minimalistisk, men sommetider bliver den bare alt for minimalistisk, så den næsten er helt tyndt og tomt.

De to autentiske hovedpersoner er rigtig rare at være i selskab med, og det er her, filmen absolut er bedst. Godt kameraarbejde gør filmen en smuk og æstetisk oplevelse, som virkelig giver filmen kvalitet. Historien udforsker en masse hjørner af mennesket, og det gør den ofte original, spændende og interessant at overvære.
Til gengæld falder idéen på jorden i visse scener, der ville fungere bedre i en ren komedie. Det langsomme tempo er en del af filmens charme, men det bliver også et kæmpe minus, når det netop er så minimalistisk en historie, og der sjældent sker så meget.

En god, romantisk historie om ægte mennesker, der forsøger at finde sin plads i verden og i livet. Der er ofte store følelser i spild, hvor man rives med af de rørende scener. Filmen er helt i top hvad angår billedskønhed. Dog bliver filmen aldrig mere end en ‘lille film’ uden så meget at fortælle, men den er alligevel et spændende billede af de skæve eksistenser i tilværelsen.

 

Smid en kommentar