Art will save the world – Britpoppens sorte får

 

I Art Will Save the World er vi på tour gennem britpoppens skjulte skat Luke Haines’ favntag med musikindustrien og hans kamp imod mainstreamens forsøg på at gøre ham og hans musik spiselig for Oasis og Blur-fans og resten af britpoppens tilhængere. I filmen følger vi Luke Haines rundt til hans barndomsby og vi hører fra managere, promotionfolk, filmskabere osv., der udtaler sig om Luke Haines og hans forsøg på at benægte sit forhold til britpoppen samt hans ide om at ville genere og distancere sig mest muligt i forhold til det forventede.

 

Masser af formeksperimenter

Art Will Save The World formår via kombinationen af tegneseriereferencer, smalfilmlook, gængse interviews og det faktum, at Luke Haines selv er fortæller på filmen at fastholde nerven og interessen i den times tid, dokumentaren varer. Vi kommer forskellige steder rundt i Luke Haines og hans band ”The Auteurs” karriere ved hjælp af forskellige input fra mennesker, der har haft et forhold til Haines’ musik. På den måde krydres formudtrykkene med reelt, interessant indhold, hvilket skaber en fæstende oplevelse med et navn og noget musik, som ikke var eller er særlig kendt, hverken i britpoppens storheds tid i 1990erne eller nu.

 

Det modsatte af mainstream

Desværre for filmen forfalder hovedpersonen, Luke Haines, til selvmedlidenhed og barnlig foragt for britpoppens store navne som Suede, Oasis og Blur. Hans melankoli og opgør med mainstream bliver lidt for letkøbt og virker som noget vi har set før; den forsmåede 2’er, der hverken fandt sig til rette med berømmelse eller musikindustriens omklamrende krav i deres jagt på pomp og penge. Men det ændrer ikke ved, at man gennem filmen får sympati for Haines’ karakter og hans lidt forudsigelige angreb på musikkens tidligere mastodonter. Således bliver Art Will Save The World et fint indblik i en de britiske musikaktører, som ikke fik stor kommerciel succes, men som havde og har masser på hjerte.

 

Smid en kommentar