Ant-man

Marvel har lavet endnu en superheltefilm efter samme opskrift, men er det nok til at begejstre?

Historien: 

I 1989 bliver Dr. Hank Pym (Michael Douglas) gal på Howard Stark, der er Ironmans far, og han forlader derfor S.H.I.E.L.D med sin hemmelighed om, hvordan man krymper partikler, og det efterlader naturligvis en masse sure miner.

Herefter spoler vi frem til nutiden, hvor vi møder Scott Lang (Paul Rudd),netop som han bliver løsladt fra fængslet. Vi kan straks lide ham for han er en moderne Robin Hood, der endte i fængsel fordi, at han stjal fra de rige for at give tilbage til de fattige. På grund af sin plettet fortid kan han ikke få lov til at se sin datter, der  betyder alt i verden for ham. Han skal derfor finde et arbejde og være en hæderlig fyr, men ingen vil have en kriminel ansat, så han bliver nødt til at begå et indbrud for at kunne betale børnepenge. Han planlægger det hele med sin gamle cellekamerat Luis (Micael Peña) og to af hans venner. De er en firkløver af flinke forbrydere, som har fået et tip om et hus der skjuler noget af værdi.

I Huset finder Scott ikke andet end en gammel dragt, som ved første øjekast ikke er noget specielt, men hans nysgerrighed pirrer ham, og da han prøver den, finder han ud af at den laver ham om til et menneske på størrelse med en myre.  Derudover viser det sig at Dr. Pym har planlagt det hele, han har ledt efter en mand, der er dragten værdig, fordi han har brug for hjælp til at stoppe sin tidligere protege Darren Cross (Cory Stoll) i at udvikle teknologien bag krympedragten, fordi med den slags kræfter kan man ødelægge verden. Med hjælp fra Dr. Pyms datter Hope Van Dyne (Evangeline Lilly) træner Scott sig op til at forpurre Cross’ planer. The avengers tilkalder de ikke, fordi de har travlt med noget andet, måske holder de sommerferie, og så stoler Dr. Pym ikke på Ironman, fordi han er sin fars søn.

antman-ants-Featured

Endnu en Marvel-film:

Det kan godt være at Ant-man tilføjer noget nyt i form af sin hær af hjælpermyrer som han kan styre, men hans primære superhelteegenskab er hans dragt, og oveni det er han en flabet, kæk type, så det er svært ikke at tænke på Ironman.  Men Ironman, havde fordelen ved at være den første, nu er charmen falmet, og Ant-man er bare ikke en superhelt, der er kendt nok til at præmisset godtages så nemt.

Ant-man følger den samme opskrift som alle andre Marvel-film, den er velproduceret, underholdende og spækket med humor, men det virker ikke så godt som tidligere. Vi har smagt på opskriften alt for mange gange til at forblive begejstret, der er ingen originalitet i manuskriptet, karaktererne, vittighederne og de plottwist der er overrasker ikke. Desuden går der for lang tid, før vi oplever den egentlige konflikt mellem Ant-man og Cross, som faktisk virker forceret og lidt ligegyldig.

Efter den opbygning Marvel har lavet, hvor hver film tilføjede et nyt lag og optrappede konflikterne i et stort univers, virker Ant-men en smule kedelig, der er skruet lidt ned for det hele, hvilket er en smule antiklimatisk. Fordi med Marvels film plejer vi at få større og bedre, hver gang vi går i biografen, det er ikke karakterudvikling og dybe temaer vi får med Marvel, men god action, fede effekter og sjove jokes. Med Ant-man har Marvel bare lige krympet det hele en smule, og det stopper den ellers opadgående kurve af superhelte-smadrefest, nu er det ikke engang halve eller hele byer som ødelægges, men legetøjstogbaner og modelhuse.

Dommen:

Du skal nok blive underholdt af filmen, men efter ”Avengers: Age of Ultron”  kører Ant-man simpelthen i for lavt gear til at frigøre alle dine endorfiner. Filmen er glemt næsten så hurtigt som den er set. Ant-man er hverken god eller dårlig, den er bare o.k. Men det skal nok blive spændende at se Ant-mans fremtidige rolle i Marvel-universet, fordi hvad kan en tissemyre, som Hulk ikke kan?

3stars

Tags:

Smid en kommentar