Adèles liv – kapitel 1 & 2

Michael Hanekes ’Amour’, der sidste år løb med Guldpalmen i Cannes, var på en gang på nænsom og kølig i sin smukke skildring af den sidste fase i et langt og trofast ægteskab. I år løb kærligheden igen med den fornemmeste pris i Sydfrankrig, da den fransk/tunesiske instruktør Abdellatif Kechiche vandt for sit meget omtalte portræt af et forholds spæde begyndelse. Adèles liv – kapitel 1 & 2 er en historie om den unge Adèles personlige dannelsesforløb og det er på mange måder en uforglemmelig rejse.

Den stilfærdige Adèle lever en dæmpet tilværelse som gymnasieelev i det nordlige Frankrig. I hendes venindekreds går det meste af frikvarterene med løs snak om skolens lækre fyre, men hos Adèle er selv en date med den charmerende Samir ikke sagen. Kontakten med drengene gør hende nødsaget til at fake sine lyster, indtil hun en aften ender alene på en homobar. Den kunststuderende Emma med en påfaldende kort, blå frisure, vækker et skjult begær hos Adèle. Af frygt for sociale repressalier, har hun prøvet at holde sin seksualitet gemt for venner og familie, men den nyopståede forelskelse er for stærk til at blive frasorteret. I det, der skal udvikle sig til en enorm, intens skildring af et lesbisk parforhold, har kærligheden intet filter.

Den simplificerede optakt

Adeles liv er ikke kun en film om ungdommens bramfrie eskapader eller et lesbisk pars seksuelle udskejelser. Inden filmens premiere har netop de lange sexscener fået enorm opmærksomhed. Fotografens vidt åbne linse fanger vagtsomt hver en kropslig detalje og viger ikke bort fra de små, men afgørende detaljer. De ekstra sekunder nær et fugtigt øjenlåg og en kind der skriger af jalousi, er lige præcis dét, der sikrer filmen sin poetiske uforgængelighed. Men det ville være tarveligt at udlede essensen af filmen ud fra sexsekvenserne. De er bestemt vigtige, da de ucensureret illustrerer, hvor voldsom en passion de to piger føler i hinandens selskab og det uovertrufne skuespil et stadie af intimitet som kun få præstationer kan overgå. Men i virkeligheden spiller de kun en lille rolle i en voldsomt udtryksfuld fortælling om den sært komplicerede, men uundgåelige dannelsesrejse mod livet som voksent individ.

Det mest vidunderlige ved Adèles liv – kapitel 1 & 2 er dens diversitet. Dels er det svært ikke at blive imponeret over skuespillet. Helt ekstraordinært gik Guldpalmen ikke bare til Kechiches film, men også til de to hovedrolleindehavere. Særligt er skuespilleren, Adèle Exarchopoulos, i rollen som Adèle, helt eminent. Hos dette bare 20-årige ukendte talent virker hver en bevægelse fuldstændig ægte. De fastfrosne nærbilleder og brugen af spjættende musik fra gademusikanter vækker minder om Krzysztof Kieślowskis ‘Trois Couleurs’-trilogi. Heri ligger en insisterende brug af farven blå som fortællende metafor og en vidunderlig blanding af den sjældne samhørighed mellem æstetik, historie og skuespil.

Kechiches film kommer undervejs i klammeri med klichéerne om ungdomsportrættet af den identitetsforvirrede teenager med trang til smøger og Sartre på samme tid. Heldigvis tromles eventuelle fordomme, da de filosofiske diskussioner udgør et diskret aktiv i fortællingen om, hvordan ungdommens nysgerrighed kolliderer med uvidenhed og naivitet. Her er portrættet af kulturelle klasseskel i middelklassens Frankrig endnu et af filmens mange trumfkort. Selv dette unge begær mættes og driver bort. Frem kommer smerten, jalousien og den fortvivlede gråd. Som seer er man aldrig i tvivl om, hvor langt væk Adèles næste tårer er, da kameraet aggressivt og vedholdende filmer sine karakterer fra klos hold, så det kan mærkes helt ud igennem lærredet.

I et år med helt fantastiske film som ‘The Broken Circle Breakdown’ og ‘Before Midnight’ er Adèles liv – kapitel 1 & 2 den bedste film om kærlighedens væsen. En helt enestående skildring af lyst, begær og det at finde ind til sin egen seksualitet.

6stars

Smid en kommentar