The Hateful Eight

Quentin Tarantinos ottende film hedder meget passende The hateful eight, og samler en række kendte ansigter i en kold og blodig western, hvor deres største fjende ikke er den dræbende snestorm, der omslutter bjerget, de befinder sig på, men deres skjulte motiver og mistro til hinanden.

Handling foregår på et snedækket bjerg i Wyoming nogle år efter den amerikanske borgerkrig, her møder dusørjægeren John ”the hangman” Ruth (Kurt Russel) en anden dusørjæger, og tidligere Major for Nordstaterne, Marquis Warren (Samuel L. Jackson ). Ruth har hyret en diligence for at fragte ham og Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) til byen Red Rock. Her vil han se Domergue hængt og samtidigt indløse en stor dusør. Warren skal også til Red Rock og indløse nogle dusører, og får så nådigt et lift af Ruth.

Men moder natur er lunefuld, og har sendt en snestorm i hælene på dem, som kusken O.B (James Parks), hastigt må styre diligencen væk fra. Målet er i første omgang ikke at nå Red Rock, men mellemstoppet Minnie’s Haberdashery”, hvor de kan få ly for stormen. Inden de når så langt, møder diligencen endnu en ensom mand på det kolde bjerg, Chris Mannix (Walton Goggins), der også har desperat brug for et lift. Han får en plads i diligencen, fordi han påstår at være den nye sherif i Red Rock, en nødvendig mand for dusørjægere, der ønsker betaling.

Da de endeligt når Minne’s Haberdashery er Minne erstattet af mexicaneren Bob (Demian Bichir), som har 3 gæster, Oswaldo Mobray (Tim Roth), Joe Cage (Michael Madsen) og den gamle Sydstatsgeneral Sandy Smithers (Bruce Dern). Mens Warren er mistænksom over Minnies fravær, annoncerer Ruth højt og tydeligt, hvem han er, og hvor værdifuld hans fange er. Men er det en god strategi taget i betragtning af, at han ikke stoler på nogen af de mænd, han nu skal dele hytte med, mens stormen raser.

8 grufulde mænd med en ligeså grufuld kvinde fanget i en hytte på en bjergside. De er alle forbundet på den ene eller anden måde, og en eller flere er ikke, hvem de udgiver sig for. Situationen er sat, det bliver en lang, kold og meget blodig snestorm.

Storslået natur og filmhåndværk 

Særligt i begyndelsen, hvor hestene prustende trækker diligencen gennem sneen, er der kræset for de visuelle detaljer. De snefyldte bjerglandskaber er smukt filmet, og du får lov til at nyde dem i lange melankolske sekvenser, underlagt musik som kun Tarrentino kan vælge det.

Lydsiden er som altid en særlig oplevelse med Tarantino, der denne gang har fået Ennio Morricone om bord. Men vindens evige, kolde og susende tilstedeværelse er mere stemningssættende end noget musik, og bjergets bidende frost kan næsten mærkes i det ellers varme biografsæde.

Samtidigt med at handlingen rykker fra bjergets barske og snefyldte landskaber og ind i hyttens måske farligere pejsevarme, fokuseres der også mere på karakterenes baggrundshistorier og relationer. Hvilket på mange måder er interessant, men med en spilletid på 2 timer 48 minutter, er den måske en anelse for lang.

Historien er spændende, og indeholder masser af mystik, men i takt med at denne mystik afvikles og erstattes med Tarantinos velkendte voldsorgier, er der gået omkring 2 timer, og interessen er dalende. Det hjælper heller ikke, at dialogen ikke når samme højder som i hans tidligere film. Normalt ville dialogernes originalitet retfærdiggøre deres fylde, men denne gang udebliver det fantastiske for ofte, og de mange tomme ord trækker filmen i langdrag.

Dommen

The hateful eight indeholder dog mange fantastiske scener og øjeblikke, som fans af både Tarantino og spagetti-westerns vil værdsætte, men måske uden at blive alt for overrasket. En af de mere mærkværdige ting er Tim Roths slående lighed til Christoph Waltz. Roths skuespil og udseende minder i så høj grad om Waltz i Django unchained, at det ikke er en tilfældighed. Selvom det er en fornøjelig detalje, er spørgsmålet bare hvorfor? Roth er en dygtig skuespiller, som burde være andet end en stand-in.

django

The hateful eight er ikke Tarantinos bedste, men heller ikke hans værste, præcist hvor på listen den ender, kommer nok an på dagens humør. Heldigvis er Tarantino en dygtig instruktør, så The hateful eight fortjener bestemt at blive set, men gør dig selv en tjeneste og sænk forventningerne lidt.

3stars

Smid en kommentar