The Walking Dead: En moderne western

Tv-serien The Walking Dead er baseret på Robert Kirkmans tegneserie af samme navn. Serien startede tilbage i 2010 med den oscar-nominerede instruktør Frank Darabont i spidsen. Den følger en række overlevende i Atlanta, herunder politibetjent Rick Grimes (Andrew Lincoln), efter et zombieangreb.

Et kig på plakaten for første sæson af The Walking Dead (se nederst i artiklen) viser en del genkendelige visuelle træk fra westerngenren; et stort totalbillede viser en rytter, alene, på sin hest (the lone rider) med en bredskygget hat (cowboyhatten) ridende gennem et øde, gulnet landskab (prærien). Selvom landskabet ikke ligefrem har form af en ørken, så genkalder billedet af de efterladte biler og huse alligevel en form for ørken-lignende stemning. Ifølge filmteoretiker Tompkins er det mest beskrivende ved westernlandskabet netop dets fravær af træer, grønt og vand – med andre ord; mangel på liv – hvilket er præcis, hvad den forladte by efterlader en stemning af på plakaten til The Walking Dead.

walking_dead_one_sheet_poster

Serien benytter i stort omfang westernens ikonografi. Den efterladte og døde by kan altså ses som et svar på prærien, ranchen ses i form af karakteren Hersels gård i anden sæson, og saloonen ses brugt til en ikonisk ”hvem trækker først”-shoot-out westernscene i afsnittet Nebraska fra anden sæson. Ligesom at en lang række kendte kostumer og objekter fra genren, herunder er hesten, cowboyhatten, geværet og pistolen en del af seriens univers.

tumblr_njh2sgYA511scds0no1_1280

Saloon er en klassisk western location, som også The Walking Dead anvender i afsnittet ”Nebraska”

Men det er ikke kun beklædning og transportmiddel, som får Rick til at fremstå som en westernhelt. For i følge Shelly S. Rees bruger The Walking Dead træk fra den traditionelle westerngenre til at etablere Rick som en renhjertet sherif, der står for et forældet værdisystem om orden og retfærdighed i den nye post-apokalyptiske by. Især i seriens første to afsnit fremstår Rick som westernhelten, vi kender fra utallige film med John Wayne – the lone rider; en mand af få ord, men som handler, når der skal handles. Det understreges tydeligt i seriens første lille prolog, hvor Rick skyder en lille pige, der vel og mærket er en zombie, uden tøven. Samtidig fremstår han også som en mand med et civiliseret moralsk kodeks, om end dette ændres noget undervejs. Filmteoretiker Henrik Højer kalder endda Rick for ”Gary Cooper anno 2010” og sammenligner ham således med den ikoniske cowboyhelt. Lige såvel som Rick, kan andre karakterer også passes ind i blandt westernens ikoniske figurer, eksempelvis kan ’redneck’-karakteren Daryl via sin påklædning med poncho og armbryst samt hans evner som jæger og tracker betragtes som seriens svar på en indfødt, med andre ord en indianerkarakter.

the_walking_dead_49222

Er Daryl en moderne idianer?

Tematisk er The Walking Dead også tæt beslægtet med westerngenren. Serien behandler således i høj grad det klassiske tema fra westernen, nemlig kampen mellem civilisationen på den ene side og barbarene på den anden side og frygten for de fjendtlige indfødte, i serien symboliseret ved kampen mellem de levende og de døde, menneskene og zombierne. Men dette tema ses også internt mellem de menneskelige karakterer, eksempelvis i tredje sæsons kamp mod guvernøren (der også med sit udseende repræsenterer en klassik ’ond’ westernskurk). Men også anden sæsons diskussion mellem på den ene side Rick og Dale, der er fortalere for civilisationens opretholdelse selv i den postapokalyptiske vildmark, overfor Shane, der repræsenterer vildskabet gennem sin barbariske opførsel og ”survivel of the fiffest”-attitude. Dale siger til Shane efter at have fået at vide, at han har dræbt en uskyldig mand for at undslippe en horde af zombier: ”This world, what it is now, this is where you belong”. Det postapokalyptiske zombielandskab er på mange måder altså en repræsentation af det moderne vilde vesten, ikke kun ikonografisk, men også mentalitetsmæssigt.

Forsker Anna Kovatcheva har nævnt The Walking Dead som en del af en generel tendens i zombiefilmen, som hun kalder ’den anden bølge’. Disse film tematiserer i stil med den klassiske western, det hun kalder ’den truende modernitet’. Men i stedet for jernbaner og tog, som tit repræsenterer de moderne fremskridt og en destruktiv kraft i forhold til naturen i den klassiske western, så er internettet ’den truende modernitet’ i vores nutid. Internettet gør, at vi konstant kan være i kontakt med hinanden, men vi mangler den fysiske kontakt. Zombieinvasionen afbryder denne kommunikation, så i stedet for at besvare e-mails må de overlevende bruge tiden på at være fysiske helte. Altså kan serien og andre film i denne bølge ses som et modtræk til denne teknologiske modernitet.

Sammenligner man The Walking Deads narrativ med den klassiske westerns, der af forfatter W. Wright beskrives som ”en helt, der bruger sine brutale færdigheder (’savage skills’) til at bekæmpe vildskaben (’the savagery’) og dermed beskytter og forsvarer det civiliserede samfunds interesser, der i sidste ende accepterer ham, og som han til sidst beslutter sig for at tilslutte”, så er der flere ligheder. Seriens helt, i form af Rick, bruger netop sine ’savage skills’ til at bekæmpe zombierne (’the savagery’). Ligesom at Rick dræber Shane i anden sæson, blandt andet for at forsvare det civiliserede samfunds værdier. Den sidste del af Wrights beskrivelse med, at samfundet accepterer den ensomme westernhelt, og at han vælger at tilslutte sig det, optræder ikke på samme måde i The Walking Dead. Men alligevel sker der en accept af Rick som leder i slutningen af anden sæson, ligesom at han netop påtager sin denne rolle som leder af gruppen – der sker altså en eller anden form for gensidig accept. Hans ledende rolle tages dog op til revision i senere sæsoner.

Andrew-Lincoln-Sarah-Wayne-Callies-IronE-Singleton-Chandler-Riggs-The-Waking-Dead-Beside-the-Dying-Fire

Selvom The Walking Dead ikke udspiller sig hverken ved the fronterline eller den klassiske tidsperiode, så trækker den altså alligevel på en lang række af westerngenrens kendte konventioner, især i forhold til ikonografi og tematik. Temaer om internettet og Rick som en moderne westernhelt kan pege i retning af, at The Walking Dead er en videreudvikling af westerngenren eller ligefrem en moderne western. Og som Henrik Højer så rammende har udpeget, så handler de klassiske westerns om nationen og civilisationens fødsel, mens zombiefilmen bevidner om dens sidste krampetrækninger og eventuelle genfødsel. Så måske er The Walking Dead ikke bare en moderne western, men også dens endestation?

Den femte sæson af The Walking Dead har premiere på AMC på søndag den 12. oktober, og allerede nu er flere sæsoner og en spin-off serie på tegnebrættet.

Trailer til sæson 5

Smid en kommentar