TRAILER: Monster Trucks (action/adventure)

Monster Trucks er en ny action-adventure film som både omhandler monster trucks i form af de store biler som kendetegner udtrykket, men også bogstavelige monstre i trucks, fordi hvorfor ikke?

Lucas Till spiller Tripp, en ung mand som bliver gode venner med et rumvæsen der har bosat sig i en af bilerne på skrotpladsen/værkstedet hvor han arbejder. Snart bliver både ham og monsteret jaget vildt af en flok mænd som gerne vil have fingrene i det mærkelige væsen, men det vil Tripp og hans kæreste (Jane Levy) naturligvis ikke lade ske.

Traileren lugter umiddelbart lidt af en blanding mellem Transformers, E.T. og Flipper, hvilket er en lidt spøjs cocktail. Transformers kan nok siges at være hovedinspirationen bag filmen, eftersom traileren viser at Tripp bruger sin nyfundne alienven til at score sin drømmepige (som dog ikke er Megan Fox) og der ræses heftigt gennem byens gader, mens monsteret ‘transformerer’ Tripps bil til en bogstavelig monster truck.

Til gengæld tyder det også på mere børnevenlighed og mindre product placement end Transformers franchisen, så det er jo nogle plusser på kontoen.

Filmen er instrueret af Chris Wedge (Ice Age). Blandt de medvirkende er Rob Lowe, Danny Glover og Amy Ryan.

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar