Top 10 vildeste øjeblikke fra MTV Movie Awards 2016

I denne weekend blev der for 25. år i træk afholdt MTV Movie Awards i Universal Studios, Californien. Dette års værter var Kevin Hart og Dwayne Johnson som rappede, dansede og jokede sig gennem de mange nomineringer og performances hen ad aftenen.

For første gang siden år 2006 blev udsendelsen ikke sendt direkte, men i en redigeret version dagen efter selve optagelserne. Denne beslutning er MTV måske ret glade for nu, for showet viste sig at indeholde en masse uforudsigelige, vilde og sjove øjeblikke, herunder nogle knap så børnevenlige af slagsen. Vi har samlet de 10 vildeste øjeblikke fra showet her og vi starter nedtællingen med et sæt store (dog knap så ægte) muller som indtog scenen under præsentationen af kategorien Best Comedic Performance.

10. Seth Rogens pumpede mulleshow

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 15.05.51

Det kan være hårdt at indtage en scene som Dwayne Johnson lige har stået på. Dette gjorde Seth Rogen opmærksom på, da han sammen med Zach Efron skulle præsentere de nominerede for Best Comedic Performance. Rogen gik på scenen iført en komisk utilpasset mulledragt under skjorten, som fik hans overkrop til at se abnormal stor ud. Efter at Efron spurgte ind til det bemærkelsesværdige outfit, svarede Rogen at det var i protest mod folk som Efron, Dwayne Johnson og Ryan Reynolds (Deadpool), som både formåede at være sjove og se godt ud på samme tid. Efron satte sig på knæ og undskyldte til Rogens tekstikler, efter at duoen havde joket med at de var krympet grundet steroide-indtag. “Well, they won’t forgive you, Zachary!” råbte Rogen og rev popcornstatuetten i stykker (foran et chokeret publikum). Statuetten viste sig dog at være falsk, hvilket straks lettede stemningen lidt igen.

9. Værternes vanvittige Mad Max entré

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 14.15.24

Når det kommer til MTV Movie Awards er det kun fantasien som sætter grænser for hvordan man indtager scenen. Tidligere år har både set roterende scener og kendisser som er dumpet ud af en gigantisk enarmet tyveknægt. Dette år foregik showet både udendørs og indenfor Universal Studios mure – frem med ilden! De to værter Dwayne Johnson og Kevin Hart startede showet ved at ankomme i en storslået Fury Road parade med ildspyende guitar, krigermalede statister og masser af trommer, hvilket mimede den mindeværdige scene i Mad Max: Fury Road hvor vi alle lærte at man ikke kan køre til ørkenkamp uden at medbringe et dusin trommeslagere og verdens mest tålmodige guitarist.

Under showet agerede Johnson guitarist og demonstrerede flere gange guitarens ildspyende effekt til stor jubel og begejstring hos publikum. Medværten, Kevin Hart, havde til gengæld fået den uheldige plads som fastspændt til forsiden af vognen, hvor han ankom skrigende med mundkurv på, som man ser Tom Hardy gøre i filmen. Det er aldrig sjovt at være den laveste når der skal tages beslutninger inden et show.

8. Alexander Skarsgård dropper bukserne

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 15.51.08

Som Seth Rogen gjorde opmærksom på, kan det som mand være svært at indtage scenen når der lige har stået en række pumpede flotte mænd med store muller. Dette havde Alexander Skarsgård dog fundet en lidt alternativ løsning til; giv folk noget andet at se på. Den 39-årige svenske True Blood-skuespiller havde nemlig smidt bukserne inden han gik på scenen for at præsentere de nominerede i den endelige (og største) kategori; Movie of the Year. Hans med-overrækker, Samuel L. Jackson virkede noget betuttet over Skarsgårds blottede ben, og vidste ikke helt hvor han skulle kigge hen. De to jokede dog med at man jo ikke altid behøver at gå efter det “classy og sofistikerede” udtryk når man er til award shows.

7. Straight Outta Compton vinder i splinterny kategori

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 14.59.50

Biopics, eller film om historiske personer, har altid præget film award shows og perioden 2015-2016 var ingen undtagelse med film som The Revenant, The Danish Girl og Spotlight, som alle var baserede på virkelige personer og hændelser. En af de mest omtalte (og oversete) film indenfor denne kategori har været filmen Straight Outta Compton som omhandler en af de mest indflydelsesrige hip hop grupper, N.W.A. Filmen blev nærmest ignoreret til årets Oscar show (med  kun en enkelt nominering for bedste originale screenplay), men den har til gengæld taget revanche hos de publikumsstemmende awardshows, hvor det er den almindelige befolkning, fremfor et akademi, som bestemmer vinderne. Ved MTV Movie Awards tog filmen de gyldne popcorn hjem i den splinternye True Story kategori, som kun omfattede biopics. Blandt modtagerne på scenen stod skuespiller og musiker O’Shea Jackson Jr. (søn af rapperen Ice Cube) som gav publikum nogle vise ord med på vejen:

“The Straight Outta Compton story is so much beyond music. It really speaks to brotherhood. And I want everybody in here, when you leave here tonight, really look at the people around you, look at the friends you surround yourself with… If you are not hanging out with people that motivate you, or want you to be a better you, then you are not hanging out with the right people.” Jackson Jr.s ord blev mødt med et brølende bifald fra publikum og de øvrige nominerede.

6. Hvor var du da Leo blev kn****t af en bjørn?

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 14.57.04

Okay, så vi har aldrig påstået af MTV Movie Awards er det mest seriøse awardshow. Faktisk, kunne showet godt befinde sig yderst i den anden ende af skalaen, hvilket også blev bevist da de to værter udbrød i en rap omkring de nominerede film, mindeværdige Movie Awards øjeblikke og.. nårh ja, dengang Leonardo DiCaprio blev (lad os kalde det) “krænket” af en bjørn. Selvom der i The Revenant nok mere er tale om en blodig kamp mellem bjørn og mand, skal det ikke stoppe det indre, umodne barn (eller Kevin Hart for den sags skyld) i at synge en dybt useriøs og pinlig morsom sang om Oscar-vinderens onscreen “bjørnesex”. “Where were you when Leo got f****d by a bear?!” synger værterne Hart og Johnson imens de omgives af kvindelige dansere som er iført pelsjakker med bjørnehoveder som hætter.

Under sangindslaget medvirker også andre kendte tilstedeværende og nominerede, såsom Rebel Wilson, som synger et vers om hvordan hun ironisk nok selv havde gang i en upassende omgang med en bjørn da hun hørte om Leos. Leonardo DiCaprio var ikke selv til stede under showet, hvilket måske var meget godt.

5. Sjove, smukke og fantastisk useriøse takketaler

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 14.26.29

Takketaler har altid været en central del af ethvert awardshow. Det de rørende og sjove som man husker dagen efter, og årets Oscarshow havde sågar forsøgt at frembringe endnu mere følelsesporno i år, ved at lade en fortrykt liste med navne rulle over skærmen så vinderne kunne fokusere på at tale om deres egne følelser uden at skulle tænke på alle de folk som de burde takke. Til MTV Movie Awards var der både rørende og sjove taler fra årets vindere.

Blandt de seriøse og smukke kunne man blandt andet finde den tidligere nævnte O’Shea Jackson Jr. for Straight Outta Comptons True Story pris, men også Charlize Theron og Amy Poehler havde noget på hjertet da det kom til at sige et par ord på scenen. Da Theron vandt Best Female Performance for Mad Max: Fury Road, udnyttede hun sin scenetid til at tale om vigtigheden i at vise “powerful women” i film og gav shoutouts til hjemlandet Syd Afrika og til virkelighedens “Furiosas” derude. Poehler, som vandt Best Virtual Performance for sin portrættering af Joy i Pixarfilmen Inside Out, benyttede muligheden til at sende et budskab til alle børn og unge ude i verden: “It’s okay to be happy, it’s okay to be sad”.

Der var dog også de mere humoristiske og knap så alvorlige taler. Som da Ryan Reynolds vandt Best Comedic Performance for Deadpool. I sin tale beskrev han filmens tilblivelse som værende alt andet end “unicorns and cocaine” og gav et shoutout til konen Blake Lively: “Everything I do is to make her laugh. Especially the sex!”

4. Will Smith vinder Generation Award

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 15.25.11

Generationsprisen siges at være den mest højtærede pris som man kan modtage. Den siges også at være et tegn på at ens karriere er ved at være ovre. Da Will Smith vandt MTVs Generation Award under dette års Movie Awards indrømmede han også i sin takketale at hans første tanke var at det var en “old ass dude award” som fik ham til at føle sig gammel. Men han fortalte også at prisen gjorde ham enormt stolt og at han blev rørt over de forgående taler af Queen latifa og Halle Berry som overrakte ham prisen. Inden prisoverrækkelsen havde det komiske SNL-band Lonely Island optrådt med en hyldest til Smith og en video af alle hans største skuespilspræstationer var blevet vist. Smith kan altid trøste sig med at den yngre demografi nok også vil kunne genkende ham som værende ham Twitter-filosoffens far. Så er man vidst heller ikke ældre.

3. Rebel Wilsons episke snaveri

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 15.36.12

En af de fede ting ved MTV Movie Awards er at det ikke er et awardshow som prøver at ligne alle de andre for meget. Så når det kommer til at have en kategori som udelukkende eksisterer for at presse kendisser til at genskabe deres onscreen kyssescener under takketalen er der naturligvis ingen skrupler. Best Kiss kategorien har set en række uforglemmelige optrin i årenes forløb. Et af de bedste var i 2005 da Ryan Gosling og Rachel McAdams genskabte deres lidenskabelige kys fra The Notebook. Efter i år kan de to dog godt pakke sammen og tage hjem, for det var Pitch Perfect stjernerne Rebel Wilson og Adam DeVine som tog de gyldne popcorn for bedste kys i år, og det gik ikke stille for sig. Efter at have udført en kort takketale og joket lidt omkring hvor “utiltrukket” de var af hinandens smukke ydre, måtte de på komisk vis give efter for hinanden, hvilket endte i en episk snav på scenegulvet som krævede censur af Wilsons skridtområde. Stik den, Gosling!

2. Melissa McCarthy crowdsurfer sig til historisk win

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 15.42.00

Comedic Genius prisen er en af de forholdsvis nye og præstigefyldte kategorier at vinde i til Movie Awards. Tidligere vindere omfatter værten Kevin Hart og skuespilleren Will Ferrell. Som du måske ved, er de begge mænd. Det var derfor et stort øjeblik da Melissa McCarthy vandt prisen. Ikke blot begrundet i at hun udgør den eneste kvindelige vinder ud af tre personer, men i og med at den slags priser historisk set oftest er gået til mandlige komikere.

McCarthy fejrede sin sejr ved at crowdsurfe op til scenen, båret af publikum (eller nærmere på skuldrene af nogle påpasselige bodyguards) til stor jubel blandt de tilstedeværende. McCarthy sagde i sin takketale: “I may be the first woman to receive this award, but I’m certainly not the first woman to deserve it”, hvorefter hun opremsede en liste over kvindelige komikere fra Lucille Ball til Diane Keaton og Whoopi Goldberg, som havde inspireret hendes karriere. Hun afsluttede sin tale ved at give et shoutout til Bruce Springsteen med reference til sangerens boycott af Nord Carolina. Springsteen har i protest mod statens nylige anti-LGBT lovgivning valgt ikke at give koncerter i området. “Who knew Bruce Springsteen could get even cooler?” udbrød McCarthy inden hun gik af scenen.

1. Star Wars vinder Movie of the Year

Skærmbillede 2016-04-12 kl. 15.52.46

Aftenens helt store pris gik til Star Wars: The Force Awakens som løb med titlen som Movie of the Year. Dette blev fejret med et kæmpe lysshow hvor et hele publikumsflokken viftede med lyssværd og skuespillerinden Daisy Ridley indtog scenen med instruktøren J.J. Abrams gennem en stor Dødsstjerne som blev “sprængt i stykker” i en hvirvel af røgmaskine og ild-effekter. Ridley havde også tidligere på aftenen været på scenen for at modtage prisen for Best Breakthrough Performance, hvor hun blandt andet takkede Abrams for oplevelsen af at være med i en så stor film.

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar