10 fede haj-scener i film

Sommeren er ankommet og med den følger strandture.

Det er sommer, solen skinner (i hvert fald noget af tiden) og badevandstemperaturen stiger stødt. Så hvad ville være mere passende end at tage et kig på nogle af de bedste haj scener til at skabe den helt rigtige strand stemning? Vi siger ikke at alle filmene på denne liste nødvendigvis er anbefalingsværdige, men de har hver især det tilfælles at de indeholder nogle uforglemmelige scener der involverer en eller flere hajer.

Vi hopper i vandet med…

10. Open Water – Ned i dybet

Hvis du ikke har set Open Water så: 1. Se den. 2. Vær advaret om at der følger massive spoilers nu.

I Open Water følger vi det unge par Daniel og Susan, som beslutter sig for at tage ud og dykke på deres ferie for at skabe lidt spænding i deres parforhold. De får dog en del mere spænding end de havde regnet med, da deres turistbåd sejler fra dem, og de ender med at være fanget ude midt på det åbne hav sammen med en masse nysgerrige og sultne hajer.

Efter at have holdt ud og overlevet gennem hele filmen, går det til sidst op for Susan at hjælpen måske slet ikke er på vej. Udmattet og opgivende tager hun sit dykkerudstyr af og lader sig synke ned i dybet hvor hajerne venter. Det er selvfølgelig en ond ironi, at hjælpen rent faktisk var på vej og blot minutter væk fra at have reddet hende. Ups!

9. The Beach – Tag det ikke personligt!

Der er nærmest ikke det vilde dyr som Leo ikke kan gøre kål på, men før han bankede bjørn i The Revenant tog han kampen op mod en aggressiv haj i The Beach. 

I Danny Boyles The Beach finder en håndfuld unge en lille bid af et farligt paradis på en ø udenfor Thailand. Her bliver Richard (Leonardo DiCaprio) og hans venner hurtigt integreret i et selvforsynende, lille samfund som ledes af Sal (Tilda Swinton). Gruppen plages af en haj, som forstyrrer freden i deres lagune ved at jage øboerne som byttedyr, men en dag er det Richard som den støder på, og han ved hvordan man slår fra sig.

8. Bait – “I’m okay!”

Hvis der er en ting som man bare absolut aldrig må råbe i en gyserfilm, så er det sætningen “I’m okay!” Lige så snart du bekræfter andre i at du har det fint og at situationen er under kontrol, er det nærmest garanteret at en blodig skæbne venter dig lige rundt om hjørnet.

Dette er præcis hvad der sker i den australske gyser-thriller, Bait 3D, hvor en tsunamibølge oversvømmer et supermarked og fanger alle som befinder sig i det. For at gøre det hele værre, viser det sig selvfølgelig at der er skyllet en sulten hvid haj med ind i supermarkedet. Så kan ens dag nærmest ikke blive værre.

I ovenstående scene forsøger Steven (Qi Yuwu) at udføre en dumdristig plan om at flygte gennem et ventilationsrør. Problemet er bare at der bor ulækre krible-krabledyr i røret og at hajer (åbenbart) kan hoppe rimelig højt. En anden gang, så husk lige “I’m okay”-reglen, Steven.

7. Jaws 2 – Marge ofrer sig

Vent, er der en Jaws 2? Jep. Jaws er ikke blot en af de bedste haj-film nogensinde, den er også grundlægger af en tvivlsom franchise med i alt fire film.

I Jaws 2 følger vi endnu engang Sherif Martin Brody (Roy Scheider) på Amity Island nogle år efter hændelserne i den første film. Da et par dykkere forsvinder ud for kysten af den fredelige ø, fornemmer Brody med det samme at der er en velkendt fare på færde. Desværre er Brody stadig den type person som ingen lytter til på trods af hans tidligere erfaringer med den store haj, og stranden forbliver derved åben. Når sheriffen råber “haj”, så lytter man altså.

I den udvalgte scene vælger familievennen, Marge, heltemodigt at ofre sig til hajen for at redde Brodys yngste søn, Sean, efter at den glubske haj både har hevet en helikopter i vandet og smadret både. Godt for dig, Marge. Eller.. godt gjort. I scenen får vi rigtig set størrelsen på den enorme haj, hvilket sikkert matcher størrelsen på Seans fremtidige psykologregning rimelig godt.

6. Den Lille Havfrue – Svøm for livet

Hajer kan bare ikke rigtig få en pause fra deres dårlige ry på denne liste, ej heller i den klassiske Disney tegnefilm Den Lille Havfrue, hvor en glubsk haj tilsyneladende udgør et af de få dyr i havet som ikke deltager i de regulære muntre undervands-fællessange.

I denne scene er Ariel og Tumle igang med at udforske et skibsvrag på havets bund, da de opsøges af en sulten og gemen haj, som ikke lader sig stoppe så nemt. Heldigvis er Ariel en del smartere end hajen.

5. Jaws – Haj haj!

En af filmhistoriens mest udødelige replikker finder vi i den mest ikoniske haj-film nogensinde, nemlig Steven Spielbergs Jaws.

I denne scene sidder politichef Brody og kaster hajføde i vandet for at lokke den famøse haj frem, men han (og publikum) får sig lidt af et chok da han ser hajen for første gang. Den kræver nemlig nok en lidt større båd.

4. Unbroken – Kugler over vandet, hajer under vandet

Hvem siger at man ikke kan have en eminent haj-scene midt i en film som ellers omhandler krig og piloter?

I Angelina Jolies film, Unbroken, går en redningsaktion galt for piloterne Louie, Phil og Mac som styrter ned ude midt på havet under Anden Verdenskrig. Her beskydes de af japanske fly, men under overfladen er situationen ikke meget bedre, da der lurer en bande af hajer som blot venter på at deres gummibåd giver efter.
3. Find Nemo – Fiskevenner

I Find Nemo er fiskene Marlin og Dory i fuld gang med at lede efter Marlins søn, Nemo, i det store åbne hav, da de pludselig støder på den store og frygtindgydende haj, Bruce.

Bruce trækker fiskene med til et møde med to af sine hajvenner, hvor det går op for Marlin og Dory at Bruce og hans venner aktivt forsøger at bekæmpe deres trang til at spise fisk og andre levende væsner. Det går dog helt galt da Dory får blodnæse og Bruces trang til at spise fisk genvækkes.

2. Sharknado – Kædesavsmassakre

Vi kan nærmest ikke komme udenom den moderne B-films succes, Sharknado.

Filmen hvori en tornado sender et hav af glubske hajer haglende ned over Los Angeles, indeholder en række latterlige øjeblikke som er episk dårlige, men scenen hvori Ian Zierings karakter, Fin, saver sig gennem en haj med en kædesav må være filmens absolutte højdepunkt.

1. Jaws (igen!) – Det første angreb

Ja, ja… Vi har allerede haft Jaws på denne liste én gang, men filmen er bare en så absolut ikonisk hajfilm at den simpelthen måtte indtage førstepladsen med den uforglemmelige åbningssekvens hvori en uvidende ung pige tager sig en nøgen dukkert.

Det er i denne scene at publikum bliver præsenteret for hajen, det fantastiske soundtrack og en uhelbredelig paranoia overfor aftensvømmeture på stranden. Scenen gøres blot endnu mere skræmmende af at vi delvist oplever situationen fra hajens synspunkt, og efterhånden som musikken intensiveres, sniger hajen sig nærmere og nærmere sit offer. Evigt kuldegysninger!

Hold øje med…

Det ser ud til at hajer gør et comeback denne sommer når den nye Blake Lively film, The Shallows, får premiere d. 18. august. I filmen spiller Lively en surfer som fanges på en lille klippe ud for kysten efter et hajangreb. Uheldigt for hende, nægter den sultne haj at lade hende være i fred.

Tags:
Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar