The Revenant blu-ray anmeldelse

Hvis du ikke var i biografen og opleve Alejandro Gonzáles Iñárritus vanvittige vildmarksdrama på det store lærred, er der god grund til at dunke dig selv i hovedet. The Revevant er nemlig en af den slags film, der er mere end bare en film, der er en oplevelse.

Vi oplevede det for nogle år siden, hvor en anden mexikansk instruktør storhittede, nemlig Alfonso Cuarón med hans Gravity, der satte nye standarder for 3D og gjorde filmen til et must at se i biograferne. The Revenant har godt nok ikke 3D elementet, men intensiteten, billedsiden og den eminente lyd gør alligevel, at det er en film, der fortjener de bedste betingelser.

Så du den ikke i biografen, har du dog nu muligheden, da den netop er udkommet på blu-ray, og modsat Gravity så er det stadig en stor oplevelse af se filmen i hjemmebiografen, ikke mindst fordi man slipper for larmende elementer, som man sjældent kan se sig fra for i de danske biografsale.

Handlingmæssigt er The Revevant måske ikke kommet fra den helt dybe tallerken, og historien kunne have været skrevet på et par A4 ark. I meget meget meget grove træk, så handler filmen om Hugh Glass (DiCaprio), der i 1820’erne hjælper nogle soldater med noget pels. Han kommer i unåde hos John Fitzgerald (Tom Hardy), der efterlader ham i den tro at han dør efter et frygteligt (men imponerende) angreb af en bjørn – uden at afsløre for meget kan det godt sige, at han ikke dør.

Filmen udspiller sig nu omkring hans kamp, ikke blot for at overleve i den ekstreme natur med alverdens fjender, men også for at han kan få sin hævn over Fitzgerald, der har gjort det værste en mand kan gøre mod en anden.

Det lyder måske ikke voldsomt sindsoprivende eller opsigtsvækkende, men det er det i den grad blevet i Alejandro Gonzáles Iñárritus kyndige hænder. Filmen er intens og selvom den varer omkring to og en halv time føles den hverken langtrukken eller kedelig på noget tidspunkt, og dette er til trods for at dialogen er mildest talt sparsom.

DiCaprio fik som bekendt langt om længe sin Oscar, og det er da også en rolle der på alle måder er en Oscar værdig, og en af dem der vil blive husket i mange år. Tom Hardy og flere andre medvirkende leverer solide præstationer, men det er alligevel DiCaprio der ikke unaturligt stjæler billedet og filmen fuldstændig.

Egentlig ville jeg give filmen fem stjerner, fordi det langt mere er et visuelt mesterværk, end det er en helt igennem fantastisk film, men jeg kan alligevel ikke få mig selv til at fratage den den sidste stjerne.

6stars

Smid en kommentar