| < Forrige | Næste > |
|---|
Det er efterhånden et par år siden vi første gang berettede om en live-action filmatisering af Mulan. I snart to år har der dog været helt stille omkring projektet, i hvert fald indtil nu. Ifølge The Hollywood Reporter er der nemlig nu fundet en instruktør til den kinesisk sproget film.
Valget er faldet på den hollandske Jan De Bont, der ellers har holdt en pause som instruktør i mere end syv år.
I 1994 debuterede de Bont med actionbraget Speed, siden har han stået bag Twister, Speed 2, The Haunting og senest Tomb Raider 2: The Cradle of Life i 2003, og har siden da holdt siden uden for rampelyset.
De fleste kender nok Mulan fra Disney animationsfilm fra 1998. Den var ligesom den nye udgave baseret på en populær kinesisk saga, og Jan de Bonts udgave skal angiveligt holde sig meget tættere på den oprindelige historie end til Disneys version.
Filmen er finansieret uden brug af de store amerikanske filmselskaber, og produktionen går i gang inden for de næste par måneder i området uden for Shanghai. Zhang Ziyi skal spille titelrollen som Mulan. Ziyi har tidligere blandt andet medvirket i Tiger på Spring, Drage i Skjul, Memoirs of a Geisha og Hero.
Det skal nok blive en udfordring for Jan De Bont, eftersom filmen skal være på kinesisk. Derfor må det også forventes at en stor del af produktionsholdet omkring filmen ikke nødvendigvis snakker samme sprog som den hollandske instruktør.
Det vides endnu ikke hvornår filmen forventes at få premiere.
kilde: thr.com
NYHEDSBREV










