Det er efterhånden lang tid siden at Mel Gibson sidst havde en hovedrolle, men med Edge of Darkness har han gjort et comeback. Filmen har netop haft premiere i USA hvor den fik sin debut en andenplads, overgået af Avatar der tilbringer sin syvende uge på toppen. Edge of Darkness indspillede på premieredagen lidt over 5,8 millioner dollars, hvor Avatar omsatte for 7,5 millioner.
Avatar slog i starten af ugen Titanic's omsætningsrekord, og kan i øjeblikket prale af en omsætning på mere end 1,9 milliarder dollars, er omsætning der efter weekenden meget vel kan have rundet 2 milliarder dollars.
Edge of Darkness er Mel Gibsons første film som skuespiller siden komedien The Singing Detective fra 2003.
Filmen er instrueret af Martin Campbell der senest har stået bag Casino Royale og desuden er manden bag film som Vertical Limit og GoldenEye.
Filmen Edge of Darkness er baseret på en tv-serie af samme navn fra 1985, der ligesom filmen blev instrueret af Martin Campbell.
Manuskriptet til filmen er skrevet af den Oscarvindende forfatter William Monahan, som tidligere har skrevet manuskripter til eksempelvis The Departed, Body of Lies og Kingdom of Heaven.