Independence Day: Resurgence – To årtier forårsager identitetskrise

id4-gallery2

”You will once again be fighting for our freedom, not from tyranny, oppression or prosecution but from annihilation (…) we’re going to live on, we’re going to survive – today we celebrate our Independence Day!”

Sådan lød det for akkurat 20 år siden, da Independence Day rullede over lærredet i landets biografer (1996). Filmen vandt sågar en oscar for bedste visual effects, og startede en trendende byge af storbudgets katastrofefilm, såsom Armageddon, Godzilla og Deep Impact. Nu er efterfølgeren til den elskede filmklassiker fra 90’erne kommet i biografen med titlen ’Independence Day: Resurgence’, men det er desværre en knap så sensationel oplevelse.

Filmen begynder, ret belejligt, 20 år efter de første alienrumskib landede på jorden og tilintetgjorde størstedel af jordens hovedstader. Men med to årtier i rygsækken har menneskerne nu avanceret sig til et teknologisk niveau matchende med deres tidligere langt overledende fjender fra rummet. Forsvarsbaser på både månen og omkringliggende planter i vores solsystem såvel som fusions generede luftskibe og artilleri, udgør et klart portræt af menneskenes nye teknologiske formåen. Menneskenes fremskredende teknologi skyldes bl.a. deres efterforskning af deres faldende fjenders faretøjer.

Men der er ugler i mosen. Mennesker, som tidligere har været i telepatisk kontakt med aliensne, ser syner og spår rumvæsenernes snarlige tilbagekomst, heriblandt President Whitmore (Bill Pullman) og Dr. Brakish Okun (Brent Spiner), der begge er tilbagevende karakterere. De intetanende mennesker står uforberedt overfor deres fjende, der vender tilbage med fornyet styrke og størrelse, og det må kræve samarbejde fra alle fronter hvis denne nye trussel skal overvindes.

Filmen bruger som sagt mange genkendelige ansigter fra dens forgænger, David Levinson (Jeff Goldblum), som stadig virker lige så original og febrilsk som for 20 år siden og ligeledes ses hans far, Julius Levinson (Judd Hirsch), som den evigt spøgende olding med ærmet fuld af ’one-liners’. Men genbesættelse af gamle skuespillere kan ikke redde filmen fra dens adskillige mangler. For der er mange!

Dagen før jeg så Independence Day: Resurgence, valgte jeg at smække den gamle DVD i maskinen og se dens 20 år ældre forgænger. Jeg føler stadig, at Independence Day har meget at byde på, men det er også vigtig at se den i lyset af det årti den udkom i. Den første film leverede nemlig en hårdfin balance mellem dødens alvorlig monologer (bl.a. den jeg har skrevet i introen) og cheesy one-liners hovedsageligt leveret af Will Smith. Men med dens 90’er flair anskues det ikke som værende hverken forvirrende eller irriterende – det fungere bare!

Det kan desværre overhovedet ikke siges om Independence Day: Resurgence. Her svinges der ustyrligt frem og tilbage mellem emotionelle, komiske, dystre, alvorsfulde og til tider latterlige scener, at det er svært at finde ud af hvilken identitet den prøver at skabe eller holde fast i. Filmen forstyrres af en sådan uharmonisk balance, at det nærmest er altødelæggende. Det virkede måske for 20 år siden, men falder komplet til jorden nu. Filmen lider af en alvorlig identitetskrise, da den ikke selv kan finde ud af om den hører hjemme i 90’ernes ’tacky’ og kliché præget miljø eller det mere dystre og alvorlige 21. århundrede. Ikke engang de flotte computergenerede special effects (CGI) kan redde filmen. Filmen mangler substans i sådan en grad, at man til tider fanger sig selv i at give op at holde styr på handlingen og i sidste ende være ret ligeglad med hvorhenne diverse karakter befinder sig, og hvad de foretager sig.

Af uforklarlige grunde har Roland Emmerich, instruktøren af begge Independence Day filmene, valgt at caste et utal af skuespillere, der alle har små roller af fylde ud og ligeså har de næsten alle et plot hver at opfylde. Man skulle tro man sad og så Game of Thrones, med den mængde karakterer man skal holde styr på, og det bevirker endnu engang hvor ligegyldigt det hele ender med at føles.

Personligt synes jeg, at Independence Day: Resurgence er en kæmpe skuffelse. Andre vil måske se den som værende komisk, og derfor en god film. Men jeg føler, at Emmerich ikke selv har vidst hvor han skulle vægte fokus og derfor ender det med en rodet masse, som ikke er til at finde hoved eller hale i.

1star

Smid en kommentar