Countdown: 20 sommerfilm du skal se i 2016

Sommeren i år byder på en hedebølge af film i alle genrer og størrelser. Vi kommer med 20 gode bud på hvad du skal se i de danske biografer denne sommer.

Sommertid betyder blockbustertid. De varme måneder er hvert år proppede med masser af nye film og det kan være svært at holde styr på hvilke man skal se og hvornår de har premiere. Slip dine bekymringer om denne sæson, for her kommer 20 gode bud på hvad du kan tage ind at se i de danske biografer denne sommer.

20. Bad Moms (25. august) 

Det kan være hårdt at være mor, især hvis man føler sig presset til hele tiden at skulle virke perfekt overfor omverdenen. Nu slippes mødrene løs i ny komedie med Mila Kunis i hovedrollen.

Den unge mor, Amy (Mila Kunis), har en sød mand, artige børn og en fed karriere. På overfladen virker hendes liv perfekt, men i virkeligheden er hun stresset og træt af alt det hårde arbejde som ligger bag den perfekte facade. Sammen med to andre stressede mødre, spillet af Kristen Bell og Kathryn Hahn, starter hun derfor en mission om at bryde konventionerne for hvad en perfekt mor er. Mens de tre kvinder nyder deres nyfundne frihed, bliver den strenge mor, Gwendolyn, og hendes klike, mere og mere irriterede på dem.

Hvad traileren lover: En frigørende og vittig kommentar på livet som mor anno 2016.

19. War Dogs (18. august)

Hvis du er til den slags ‘bro-mance’ film hvor der som regel er nogen som får tapet pengestakke til kroppen, så skal du se War Dogs. Denne krigskomedie er skrevet og instrueret af Hangover trilogiens Todd Phillips, så selvfølgelig går det vildt for sig.

Da de to våbenhandlere (spillet af Miles Teller og Jonah Hill) indgår en stor aftale om at levere våben til de amerikanske tropper i Afghanistan, kommer de ud i en række farlige og komiske situationer både i Mellemøsten og hjemme i USA.

Hvad traileren lover: Wolf of Wallstreet Afghanistan edition.

18. Den Lille Prins (9. juni)

Her kommer en film som man kan tage børnene med ind og se. Kung Fu Panda instruktøren, Mark Osborne, står bag denne 3D stop-motion animerede familiefilm baseret på Antoine de Saint-Exupérys børnebog af samme titel. Du genkender måske titlen, men Den Lille Prins er ikke en direkte filmatisering af bogen.

En lille pige bor sammen med sin mor i en meget voksen verden, som moderen er i fuld gang med at forberede hende til. Det stramme opdragelses-skema afbrydes da naboen, Piloten, viser pigen en spændende ny verden hvor alt er muligt. Blandt de originale, engelske stemmer findes store navne som Jeff Bridges, Rachel McAdams, Paul Rudd, Benicio del Toro, Ricky Gerivais, James Franco og Marion Cotillard.

Hvad traileren lover: Farverigt eventyr og en lækker blanding af animation og stop-motion.

17. Mig Før Dig (2. juni)

Find lommetørklæderne frem og tag ind og se denne romantiske tåreperser med din veninde, kæreste eller hvem end du har det godt med både at grine og græde foran.

Emilia Clarke spiller Louisa, en ung kvinde som starter et nyt job som plejer for en ung, rig bankmand ved navn Will (Sam Claflin). Will blev lammet i en ulykke to år tidligere og sidder derfor i kørestol. Hans kyniske verdenssyn udfordres efterhånden som forholdet mellem ham og Louisa udvikler sig.

Hvad traileren lover: Romantik, ‘quirky’ humor og en uimodståeligt charmerende Clarke.

16. Jason Bourne (28. juli)

Jason Bourne er tilbage og han har medbragt en god portion action til det store lærred.

Det er fire år siden at vi sidst så noget til spionen, Jason Bourne (Matt Damon), men nu er han tilbage. Filmen er instrueret af Paul Greengrass og omhandler Bournes tilbagevending til samfundet efter hans forsvinding i slutningen af The Bourne Ultimatum. Han har dog valgt et ret kaotisk tidspunkt at dukke op i. Blandt de medvirkende er Julia Stiles, Alicia Vikander, Vincent Cassel og Tommy Lee Jones.

Hvad traileren lover: Action, intriger og Vikander.

Læs også: Bourne er tilbage

15. Now You See Me 2 (16. juni)

Daniel Radcliffe i en stjernespækket tryllefilm? “What year is this?!” råber du i din bedste Robin Williams stemme. Den er god nok: Radcliffe tryller igen, men denne gang er han bare enormt dårlig til det. Mangler du lidt magi i sommermånederne, så kan du tage ind og se Now You See Me 2.

Jon M. Chus efterfølger til tryllekunstnerfilmen, Now You See Me, følger endnu engang The Four Horsemen cirka et år efter handlingen i Now You See Me. Denne gang står de fire tryllekunstnere overfor en ny skurk som udfordrer dem til at udføre deres hidtil mest farlige trick. Mark Ruffalo, Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Dave Franco, Michael Caine og Morgan Freeman tilbagevender i deres roller, mens Lizzie Caplan og Daniel Radcliffe udgør to nye ansigter i filmen.

Hvad traileren lover: Fede tricks, store stjerner og stensikkert en Harry Potter joke eller to.

Læs også: Bombealarm afbryder screening af Now You See Me 2

14. Legend of Tarzan (14. juli)

Der er nu ikke noget der siger ’sommer’ som en film der foregår i en jungle. Det er efterhånden længe siden at vi sidst har set en spillefilm om Tarzan (særligt en seriøs en af slagsen) men nu kan vi snart opleve Alexander Skarsgård svinge sig gennem junglen i lianer og bar overkrop (*kollektiv kvindejubel*).

Historien foregår flere år efter at Tarzan har forladt den afrikanske jungle. Tarzan har skiftet navn til John Calyton og lever nu et civiliseret liv i London sammen med konen, Jane (Margot Robbie). John vender tilbage til Congo i forbindelse med en parlamentarisk handel, men opdager at han i virkeligheden er en del af en farlig plan som den korrupte kaptajn, Léon Rom (Christoph Waltz) har udtænkt.

Hvad traileren lover: Skarsgård i bar overkrop, en hær af animerede aber og masser af jungle adventure.

13. The Assassin (2. juni)

Krydder din sommer med smukke billeder og mesterlige kampscener i det æld-gamle Kina, med filmen The Assassin. 

I det 8. århundredes Kina møder vi Nie Yinniang (Shu Qi), en lejemorder som er beordret til at myrde en række korrupte embedsmænd af hendes mester, Jiaxin. Jiaxin er en nonne som har opfostret Yinniang fra spæd. Da hun opdager at Yinniang har fejlet sin mission ved at få sympati for dem hun skulle have dræbt, sender Jiaxin hende på en langt mere personlig ekspedition. Yinniang skal nu dræbe sin egen fætter, en magtfuld mand som har forrådt hende tidligere. Filmen har været en af de helt store favoritter ved sidste års Cannes Festival hvor den blev skamrost af anmeldere.

Hvad traileren lover: Flotte kampscener i fantastiske omgivelser, farverige kostumer og en spændende historie.

12. Life on the Road (18. august)

The Office chefen med de fede dansetrin, David Brent (Ricky Gervais), er tilbage i denne mockumentary som følger eks-kontormandens nye liv som sælger og rockmusiker.

Selv, tror Brent at kameraernes tilstedeværelse vil resultere i noget der minder om Martin Scorseses The Rolling Stones dokumentar, men i virkeligheden vil filmfolkene bare gerne følge op på ham 15 år efter The Office. Brent hiver dem med på hans selvfinansierede turné, hvor der naturligvis opstår nogle tåkrummende, akavede og dybt humoristiske situationer.

Hvad traileren lover: flere akavede The Office lignende scenarier og masser af voksenhumor.

Læs også: Ny trailer til The Office spinoff film

11. Kæledyrenes Hemmelige Liv (4. august)

Hvad går vores kæledyr egentlig og laver mens vi ikke er hjemme? Dette spørgsmål stilles i denne animerede familiefilm, som er spækket med humor og søde dyr.

Hunden, Max (Louis C.K.), lever et godt liv hos sine ejere i New York. Hans daglige fred forstyrres, da hans ejere hjemvender med en stor, pjusket og klodset hund, som hurtigt bliver familiens nye yndlingskæledyr. Max må prøve at genvinde sin status i hjemmet og imens truer en hvid kanin (Kevin Hart) hele nabolaget med en hær af forladte kæledyr som vil hævne sig på alle kæledyrsejere. Filmen er instrueret af manden bag Grusomme Mig og vil blive vist i 3D.

Hvad traileren lover: En humoristisk historie og den mest nuttede, onde kanin.

10.The Nice Guys (9. juni)

“Hot town, summer in the city!” så er det tid til at rejse tilbage til 1970’ernes L.A. med denne krimikomedie som har Ryan Gosling og Russell Crowe i hovedrollerne.

Den uheldige privatdetektiv, Holland March (Ryan Gosling) og den voldelige håndhæver, Jackson Healy (Russell Crowe), møder hinanden efter en ung kvinde på mystisk vis er forsvundet. Sammen, må det umage par, forsøge at opklare mysteriet, men de opdager hurtigt at der er nogle farlige mennesker indblandet i sagen og snart er de i alles søgelys.

Hvad traileren lover: Gosling med moustache, masser af 70’er discovibes og komiske situationer.

Læs også: The Nice Guys trailer

9. The Shallows (18. august)

Er du til spænding, gys og store hajer? Så tag ind og se Blake Lively sparke haj-røv (eller haj sparke Livelys røv) i denne intense overlevelsesfilm. Tak Hollywood: Vi havde ikke tænkt os at tage på stranden denne sommer alligevel…

Nancy (Blake Lively) er en ung professionel surfer som en dag har et uheldigt sammentræf med en stor haj nær et øde strandområde. Hajangrebet efterlader Nancy på en klippesten ude midt i vandet og der er ingen i nærheden som kan hjælpe hende eller ved hvor hun er. Mens hajen cirkulerer faretruende om klippen må Nancy udtænke en livsfarlig plan for at undslippe.

Hvad traileren lover: Jaws møder Blue Crush.

8. Find Dory (25. august)

Efter vi alle er blevet skræmt fra vid og sans af The Shallows, kommer Pixar heldigvis og minder os om at der også findes nuttede historier om havet.

I denne længeventede efterfølger til Find Nemo, hjælper Nemo og hans far den glemsomme fisk, Dory (Ellen DeGeneres), med at finde sine forældre. Historien foregår blot seks måneder efter handlingen i Find Nemo. Fiskenes eventyrlige rejse igangsættes da Dory pludselig genkalder et minde om noget som kunne være en ledetråd om hvor hendes forældre befinder sig.

Hvad traileren lover: et glædeligt gensyn med de velkendte stemmer og figurer.

7. Alice i Eventyrland: Bag Spejlet (26. maj)

Mangler din sommer eventyr, farver og evt. et ton animation? Så er det Bag Spejlet som du skal tage ind og se.

Alice Kingsleigh (Mia Wasikowska) vender tilbage til London efter en længere sørejse som kaptajn. Under en fest møder hun kålormen, som nu er blevet til en sommerfugl, og han fører hende til Underland gennem et stort spejl. I Underland er der mange ting som har forandret sig og den hvide dronning sender Alice ud på en mission om at finde Tiden (Sacha Baron Cohen), i håb om at redde den Gale Hattemager (Johnny Depp). Tiden er halvt ur, halvt menneske og 100% ond. Sammen med den Røde Dronning planlægger han at overtage herredømmet i Underland. Filmen er efterfølger til Alice i Eventyrland og var den afdøde skuespiller, Alan Rickmans, sidste rolle. James Bobin (The Muppets) har overtaget instruktørstolen fra Tim Burton.

Hvad traileren lover: En eksplosion af farver, flotte kostumer og en fantasirig fortolkning af Lewis Carrolls kendte bog.

Læs også: Johnny Depp klar til Alice in Wonderland 2

6. X-Men: Apocalypse (19. maj)

Ingen sommer uden fede franchise-film. Bryan Singer er tilbage med sin hær af mutanter i denne sidste film i instruktørens trilogi.

Handlingen foregår i 1983 hvor den gudelignende mutant, Apocalypse (Oscar Isaak) vågner fra sin årtusindelange dvale og forlanger at mennesker tilbeder ham. Apocalypse er fra det oldgamle Egypten og er nærmest blevet uovervindelig ved at samle kræfter fra andre mutanter. Hvis menneskeracen ikke adlyder ham, vil han udslette dem alle. Professor X samler en hær af unge mutanter til at stoppe Apocalypse, men imens opbygger Magneto sin egen mutanthær og de har verdensherredømmet på dagsordenen. James McAvoy, Michael Fassbender, Evan Peters og Jennifer Lawrence får selskab af nye ansigter i franchisen, i form af Oscar Isaak, Tye Sheridan og Sophie Turner.

Hvad traileren lover: Et episk mutant showdown og en skaldet McAvoy som Prof. X.

Læs også: Nyt X-Men Apocalypse klip viser Cyclops få sine evner

5. The Neon Demon (9. juni)

Nicolas Winding-Refns omtalte nye gyserthriller har taget de internationale filmfestivaler med storm, så den skal da ses på en kølig sommeraften.

Jesse (Elle Fanning) er en ung aspirerende model som ankommer til Los Angeles hvor hun bliver den nye muse til en stor modemogul. På Jesses rejse ind i modeverdenens glamourøse og mystiske verden, møder hun en gruppe kvinder som er besatte af skønhed og vil gøre hvad som helst for at få fingrene i Jesses ungdom og smukke ydre.

Hvad traileren lover: En blodig, glitterfyldt modeversion af Drive som vil både hjemsøge og betage.

Læs også: Winding-Refns Neon Demon konkurrerer på Cannes

4. Ghostbusters (14. juli)

Det er jo nærmest uundgåeligt. Efter alt omtalen og Youtube-trailer-hadet må vi erkende at det er svært ikke at være nysgerrig og spændt på hvad Paul Feigs kvindelige spøgelsesjægere rent faktisk har at byde på.

Da Erin (Kristen Wiig) og Abby (Melissa McCarthy) udgiver en bog som argumenterer for eksistensen af spøgelser, bliver de først ignoreret og senere gjort til grin da bogen koster Erin hendes prestigefyldte job som universitetsunderviser. Da spøgelser invaderer Manhatten slår Erin og Abby pjalterne sammen med atomforskeren, Jillian (Kate McKinnon) og undergrundsarbejderen Patty (Leslie Jones) for at udrydde en ond og magtfuld dæmon ved navn Rowan.

Hvad traileren lover: At man forhåbenligt ikke kan dømme en film ud fra dens trailer.

Læs også: Derfor er Ghostbusters trailer den mest forhadte i Youtubes historie

3. Independence Day 2: Resurgence (23. juni)

“Welcome to Earth, motherf****r” er nok en af 90’ernes de fedeste replikker. Den blev leveret af Will Smith da han gav et rumvæsen en kold knytnæve i Roland Emmerichs actionfilm, Independence Day.

Nu kommer Emmerichs efterfølger så, knap et årti senere, hvor Jorden endnu engang trues af kosmiske magter. Heldigvis har den amerikanske hær optrænet en division til at håndtere trusler fra det ydre rum. Spørgsmålet er bare om det er nok til at redde Jordens befolkning?

Hvad traileren lover: Et gensyn med Jeff Goldblum og Bill Pullman samt en masse hæsblæsende action.

Læs også: Independence Day: Resurgence trailer

2. Warcraft (26. maj)

Warcraft filmen kommer endelig, endelig endelig! Denne fantasyfilm er instrueret af Duncan Jones (Source Code, Moon) og baseret på det populære spilunivers fra Blizzard.

Azeroth står på grænsen til krig da dens civilisation af mennesker trues af en invaderende hær af orker, som flygter fra deres døende verden, Draenor. Da en portal, kendt som The Dark Portal, åbner sig mellem de to verdener, står mennesket overfor destruktion mens orkerne er i fare for udryddelse. Ledere fra de to racer sendes ud for at konfrontere hinanden. Menneskenes og orkernes skæbner ligger nu i ledernes hænder.

Hvad traileren lover: Grønne babyer, hestekastning og masser af vanvittig fantasy-action.

Læs også: Duncan Jones instruerer Warcraft film

1. Suicide Squad (11. august)

“Cause I’m having a good time, having a good time!” selvfølgelig skal du ind og se filmen med den mest dansevenlige trailer i år.

Det var måske ikke så overraskende at Suicide Squad ligger som nr. 1 på denne liste, for hold nu op hvor vi glæder os til at se denne film!

Suicide Squad er baseret på tegneserien fra DC Comics og omhandler et regeringsinitiativ om at sammensætte et hold af de farligste forbrydere som Deadshot, Rick Flag og Harley Quinn, til at tage på missioner og redde verden. På rollelisten finder vi navne som Will Smith, Jared Leto, Margot Robbie og Viola Davis.

Hvad traileren lover: Fed action, humor, en episk casting og selvfølgelig Jared Leto som The Joker.

Læs også: Derfor sendte Jared Leto brugte kondomer og døde dyr til Suicide Squad kollegaer

Så altså….

Der er ingen tvivl om at der er en masse fede titler at vælge imellem når der skal vælges film til de varme aftenhyggetimer. Disse var vores bud på film som vi ikke vil gå glip af i biograferne denne sommer. Forhåbenligt er der noget inspiration at hente for dem som står og er i tvivl om hvad de skal se.

Hold øje med film-nyt.dk for løbende anmeldelser af de kommende sommerfilm.

 

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

1 comment

Smid en kommentar