Assassin’s Creed – En pærevælling af en fortælling

I årenes løb er vi efterhånden begyndt at se flere og flere spilfilmatiseringer, i takt med spilindustriens øgende popularitet, såsom ’Hitman’, ’Tomb Raider’, ’Silent Hill’ etc. I 2016 oplevede vi nok den mest forventede filmatisering af dem alle med premieren på Blizzard’s ’Warcraft’, som fik en noget blandet modtagelse. Filmindustrien har ikke altid været lige gode til at inkorporere de karakteristiske træk, som spillene har besiddet, og har derfor haft svært ved at hive deres trofaste ’gamers’ væk fra spillekonsollen eller PC’en og ind i biografen. Ligeledes har filmene ofte lidt under en manglende fordybelse og optagethed, som netop bragte spillene deres popularitet, hvilket forårsagede, at folk, der måske ikke havde spillet spillene stod tilbage med en temmelig ringe oplevelse.

Før jeg bevæger mig videre, synes jeg det vil være på sin plads at tilføje, at jeg aldrig har spillet Assassin’s Creed. Så hvis der sidder en garvet AC-fan derude og læser denne anmeldelse, håber jeg han/hun vil se bort fra min uvidenhed ift. spillets storyline og karakterer.

Assassin’s Creed er instrueret af Justin Kurzel, der ikke har mange film på sit repertoire, men som så småt er ved at gøre sig bemærket i Hollywood. I hovedrollen ser vi Michael Fassbender, der bliver assisteret af skuespillerinden Marion Cotillard. Et vågent øje vil bemærke, at denne trio tidligere har arbejdet sammen på filmatisering af Shakespeares ’Macbeth’ tilbage i 2015. Trioens tilegnelse af Shakespeares stykke til film forløb som en succes, så derfor ville man måske tænke, at adapteringen af Ubisofts Assassin’s Creed ville være barnemad. Filmen tyder dog på noget andet.

PLOT: Fassbender spiller Callum Lynch, hvis forfædre var lejemordere i en sekt kaldet Assassin’s Creed, der vogter og beskytter et levn fra bibelsk tid kaldet Paradisets Æble. Marion Cotillard spiller Sofia, hvis far, Dr. Rikkin (Jeremy Irons), ejer et kæmpe kompleks kaldet Abstergo, der er tilhængere af den katolske kirke og hvis eneste formål er at lokalisere Paradisets Æble, og bruge det til at manipulere menneskeheden og frarøve dem deres frie vilje. Sofia tilfangetager Callum og sætter ham i en maskine kaldet Animus, der kan genleve hans forfædres minder. Callum sluttes til maskinen og derved oplever han livet som Aguilar, hans 400 år gamle forfædre, der sidst var i besiddelse af Paradisets Æble.

Filmens problemer opstår allerede få minutter inde i filmen. Kurzel skynder os igennem en tidslinje for vores hovedrolle, der i øvrigt ikke er til at finde hoved eller hale i, før vi igen bliver kastet fra nutid til fortid og tilbage igen. Plottet, der burde være den hjælpende hånd, som fører os igennem filmens univers, virker ikke tilstedeværende, og man sidder tilbage som publikum, og er i tvivl om, hvor man egentlig er på vej hen.

Ligesom de fleste spilfilmatiseringer bliver fokusset vægtet på actionscenerne og ikke nok på handlingen. Filmen er visuelt fængende, idet vi bliver sendt tilbage til det 15. århundredes Spanien, under den spanske inkvisition, hvor vores hovedperson indtager kroppen af Aguilar (Fassbender), og det er her, filmen har sine øjeblikke. Selvom det kun er actionbaserede scener, som gør sig gældende i disse øjeblikke, er det stadig nævneværdigt, da de mange parkour- og jagtscener gennem Madrids gader er spektakulære og nok det eneste i filmen værd at nævne. Desværre bliver mange af kampscenerne ødelagt af alt for hurtig redigering og en vakkelvorn kameraføring, der bevæger os fra datid til nutid – og omvendt. I nutiden ser vi først Callum Lynch (også Fassbender) blive smidt rundt i et lokale af en stor maskine kaldet The Animus, hvorefter vi bliver ført tilbage til fortiden, hvor Aguilar springer rundt mellem husblokke.

Personligt synes jeg, at Kurzel har prioriteret forkert ift. hvor fokusset skal være i filmen. Af hvad jeg har kunnet forstå på andre, der har spillet Assassin’s Creed, så består spillet af 80 % fortid, hvor vi følger Aguilar, og 20 % nutid, hvor vi følger Callum. I denne film har man dog valgt en fordeling på 70 % nutid og 30 % fortid. Og denne fordeling føler jeg er forkert, idet man slet ikke formår at få nogen tilknytning til Aguilar som karakter og sågar heller ikke nogen af de andre i filmen. Ydermere virker Marions karakter Sofia nærmest ligegyldig, da hendes holdninger og væremåde svinger som et pendul gennem filmen. Det ene øjeblik er hun faretruende og det næste er hun omsorgsfuld. Denne ubeslutsomhed bevirker, at man i sidste ende er ret så ligeglad med hende.

Assassin’s Creed er en rimelig film, dog uhyrlig kejtet når det kommer til replikker og handling – endnu et fejlagtigt forsøg på at puste liv i spilfilmatiseringsgenren.

2stars

Smid en kommentar