Twilight soundtrack

< Forrige		Næste >

Twilight feberen har efter hånden raset i nogen tid, og det var naturligvis også uundgåeligt at der skulle komme et soundtrack. Man skal jo som bekendt smede mens jernet er varmt. Soundtracket et perfekt til enhver emo elskende teenager og måske en håndfuld andre. Albummet starter med det uden sammenligning bedste nummer Supermassive Black Hole af engelske Muse. Meyer har ved flere lejligheder udtrykt hendes begejstring for Muse, og derfor skulle Muse også for en hver pris være inde over filmen. Og godt for det, for Muse et fantastiske band, og Supermassive Black Hole er et glimrende nummer, der stammer fra albummet Black Holes and Revalations.

Efter Muse har åbnet ballet tager Paramore over med deres Decode. Paramore har nydt stort succes med deres punk pop/emo musik, og kunne i sagens naturlighed ikke undværes på soundtracket til netop Twilight. Herefter følger et af de mindre kendte band The Black Ghosts med nummeret med den passende titel Full moon, et udmærket bekendtskab der skiller sig lidt ud fra mængden, med sine lette akustiske klang og strygerarrangement. Herefter følger et ligegyldigt Linkin Park nummer, hvilket nok ikke behøver nærmere præsentation. Og så kommer de ellers på snor, romantisk emo rock, noget mere emo og noget mere rock. Mute Math, Parry Farrel, Collective Soul, mere Paramore, inden det første rigtig interessante nummer ser dagens lys. Eyes on the Fire af danske Blue Foundation. Hvis der er noget Blue Foundation kan, så er det at lave stemningsfyldt musik, og selvom nummeret ikke er skrevet til filmen så passer det godt ind. Og så kommer det helt store samtaleemne i visse kredse Robert Pattinsons Never Think. Pattinson spiller som bekendt en af hovedrollerne i filmen, men har også fundet vej til musiksiden. Sangen er lige ud af landevejen, og beviser ikke ligefrem at Pattinson har talent som sanger, men samtidig beviser den heller ikke at han ikke har. "Girl save your soul, Go on save your soul, Before it's to far gone, And before nothing can be done" Banalt? måske en smule. Og så slutter soundtracket ellers af med Iron & Wines Flightless Bird, American mouth efterfulgt af Carter Burwells nydelige Bella's Lullaby. Soundtracket er ufattelig følelsesladet, og er nok ligesom filmen meget rettet mod piger og unge kvinder, og til disse er det uden tvivl tæt på perfekt. Som med filmen er jeg nok bare ikke målgruppen, men er egentlig positivt overrasket trods alt. Numrene er godt udvalgt, og skaber en glimrende synergi mellem musikken og filmen. Om man så er helt vild med denne genre musik er individuelt(jeg er ikke), et lille afbræk i stilen kunne have klædt dette soundtrack