Film soundtrack anmeldelser

Watchmen soundtrack

Torsdag, 02 April 2009 16:56 Bjørn Kryger Larsen Soundtracks Anmeldelser

< Twilight soundtrack		Notorious Soundtrack >

Zack Snyders film Watchmen har fået en meget blandet modtagelse i pressen, men til en hver stor film hører jo også et soundtrack. Til Watchmen er der to, et almindeligt score skrevet af Tyler bates, og så denne udgave. Et soundtrack fyldt med det musik der medvirker i filmen. Soundtracket starter hård ud med Desolation Road et gammelt Bob Dylan nummer som My Chemical Romance har fortolket. Nummeret dukker op ved rulleteksterne, og slutter filmen af.

Egentlig er Bob Dylans version bedre, og egentlig også mere passende til filmen. My Chemical Romance passer dog nok bedre til filmens publikum, og derfor er det en noget med up-tempo rocket version der har fundet vej til soundtracket.

Efter det første nummer sker der et drastisk genreskift, der næsten er øredøvende. Nat King Coles Unforgettable var et smukt nummer i 1951, og det er det stadig. En af de få tidløse klassikere der aldrig går af mode.

Generelt er soundtracket en lang hyldest til gamle klassikere, hvilket de medvirkende også vider om. Bob Dylan, Simon & Garfunkel, Janis Joplin, K.C And the Sunshine Band, Billie Holiday, Leonard Cohen og Jimi Hendrix.

Udover de mange gamle sange har også Richard Wagner's Ride of The Valkyries fundet vej udgivelsen. Det er meget svært at hører Wagners mesterværk under straks at tænke på Francis Ford Coppolas Apocalype Now, og det lykkedes da heller ikke her. Og selvom nummeret spiller en central rolle i filmen omkring Vietnamkrigen, så ledes tankerne nu alligevel mere hen på Apocalypse Now end Watchmen.

Der er mange rigtig gode sange på soundtracket, der dog ikke ligefrem kan beskyldes for at bringe noget nyt. Det gør egentlig heller ikke noget, for soundtracket er så varieret at man aldrig ville kunne finde disse sange på en almindelig combilation(hvis man ser bort fra Itunes). Hvis man ser bort fra hip-hop så er der næsten noget for enhver smag, der er lidt Bob Dylan udsat for emo rock, der er Bob himself, Leonard Cohens Halleluhjah, Wagner og jazz, om filmen er god eller ej, vil jeg ikke blande mig i, men soundtracket er glimrende og yder store homage til gamle kunsterne der ikke bør glemmes.