| Næste > |
|---|
Siden midten af 70'erne har tv-programmet Austin City Limits været at finde på den amerikanske sendeflade. Oprindeligt var det meningen af programmet kun skulle byde på kunstere og grupper fra Texas. Siden er der dog sket meget. Programmet er det længst kørende musikprogram i amerikansk tv, og blandt de senere gæster kan blandt andre nævnes Arcade Fire, Duffy, Franz Ferdinand og Jack Johnson.
I marts 2008 gæstede den legendariske rockgruppe R.E.M med Michael Stipe i front for første gang programmet, og det er der nu kommet denne glimrende udgivelse ud af.
R.E.M har eksisteret i 30 år og har i alt den tid formået af forblive relevante, hvilket også er en af grundene til at deres fangruppe er enorm og yderst loyal. Deres bagkatalog vidner da også om en storhed, hvis lige man skal lede længe efter.
Accelarate...
Desværre er bagkatagloget ikke i førersædet på koncerten. Optagelsen er optaget i midten af marts 2008, blot et par uger inden R.E.M udsendte deres 14. studiealbum. Derfor bærer koncerten også enormt præg af numre fra dette album. En ting er at albummet ikke står som det stærkeste i deres samling, en anden ting er at publikum af gode grunde ikke er voldsomt bekendte med de nye sange. Ud af de 17 sange de spiller, stammer ni af dem fra Accelarate, mens der kun et blevet plads til Losing my Religion fra Out of time.
Mere tv en koncert
Man kan tydelig se når en koncert er fanget på kamera kontra når den koncert er lavet til tv. Og denne er desværre af sidstnævnte. Det virker fra R.E.M's side mere som en tv optræden end som en egentlig koncert. Det kan også især ses på publikum der kun for alvor jubler når der kommer kamera på.
Dette fjerner en smule fokus fra det faktum at R.E.M og ikke mindst Michael Stipe er fantastiske musikere. For det er de, og det skal der ikke herske tvivl om.
For selv R.E.M på autopilot er bedre end 90% af alle andre bands, der giver den fuldt ud. Hvis publikum ikke er helt med må dette dog også tilskrives R.E.Ms sangvalg. Der er ingen tvivl om at begejstringen nok havde været større hvis der havde været plads til numre som Shiny Happy People, Stand, The Sidewinder Sleeps Tonite, Everybody Hurts, Bang & Blame og mange andre. Personligt ville jeg i hvert fald være ked af at have set en koncert uden nogen af disse.
Med et andet sangvalg kunne koncerten havde gået fra god til glimrende, men det var altså det nye album der skulle promoveres, og det kan man et eller andet sted heller ikke bebrejde Buck, Mills og Stipe.
NYHEDSBREV
RSS feeds
