| < Forrige | Næste > |
|---|
Katherine Jenkins er en af de få operasangere der har en bred folkelig appel, hvilket har betydet at hun også er kendt uden for operakredse. Denne udgivelse viser da også hvorfor, det er nemlig ikke tunge versioner af La Traviata eller Tryllefløjten der bliver fremført i sin helhed.
Det er et mix af udpluk fra klassikere som Bizet's Carmen blandet med Edith Piaf's La Vie En Rose, temaet fra The Godfather lidt Love Never Dies udpluk og hendes version af Bring Me To Life.
Hvis man som kunstner gerne vil have en bred folkelig appel, kan det ofte være en fordel af gøre noget folkeligt og det er i den grad lykkes for den walisiske 30-årige Jenkins. Hendes fortolkning af såvel klassiske operasonater som populærkulturens hits har gjort hende til en dyr dame. For et par år siden underskrev hun en kontrakt med Warner Music. En aftale der sikrede hende 55 millioner kroner, den største kontrakt nogensinde inden for klassisk musik.
Warner Music ved dog også godt at de rigtig store penge ikke nødvendigvis befinder sig inden for klassisk musik, men ved at henvende sig meget bredere, og ikke mindst synge på et sprog der kan forstås af flere.
De hårdeste kritikere vil nok ikke have så meget tilovers for Jenkins' tilgang til musikken, hvor hun hele tiden bevæger sig over forskellige genre og derfor aldrig rigtig falder på plads. Men publikum og pladekøberne elsker hende, og når alt kommer til alt, er det jo det, der betyder noget. En komplet fyldt O2 arena i London vidner da også om at Jenkins har klaret sig ganske fornuftigt.
Show eller koncert?'
Når man taler om en opera, kalder man det ikke en koncert men en forestilling. Det er en helhedsoplevelse, og ikke "blot" sang og musik. Katherine Jenkins' optræden er en koncert, men der bliver lånt mange elementer fra forestillinger. Der er stort anlagt kulisser, et væld af skuespillere, scene og kjoleskift, men fokus bliver dog på intet tidspunkt fjernet fra Jenkins selv.
Det er dog efterhånden blevet meget normalt at kunsterne har et enormt sceneshow med sig, bare se på Lady Gaga, Christina Aguilera eller U2´s gigantiske scene. Der var en gang hvor det kun handlede om musikken, sådan er det bestemt ikke mere. På både godt og ondt.
Sådan er denne koncert også, både god og ond. For der er mange lysende højdepunkter, ikke mindst den henrivende Jenkins der ubesværet synger sig gennem to timers storladent show. Tilbage sidder man alligevel med fornemmelse, at ikke helt at vide hvad man har været vidne til. Netop fordi hendes hybride tilgang til genre til tider kan skabe en anelse forvirring, om udfra hvilke kriterier man skal se koncerten.
NYHEDSBREV
RSS feeds
