| < Forrige | Næste > |
|---|
I slutningen af firserne og starten af halvfemserne var en af musikbranchens helt store solister Michael Bolton. Han solgte millioner af plader og blev verdensberømt på hans fortolkninger af Dock of the Bay og ikke mindst Percy Sledge klassikeren When a Man Loves a Woman. Til dato hans største hit, der også gav ham en Grammy tilbage i 1991. Siden midt i halvfemserne har der dog været langt mellem de store succeser for sangeren. I 2009 udgav han albummet One World One Love der var det første originale album siden 2002. Det var også i forbindelse med dette album at han tog på endnu en verdensturné. En turne der også har bragt ham her til landet hvor han har givet koncert i både København og Vejle.
Denne udgivelse stammer dog hverken fra Vejle eller København, men derimod fra The Royal Albert Hall i London optaget sidste år.
Og hvis man er Bolton fan er der masser af lyspunkter ved denne koncert, Boltons klassikere When a Man Loves a Woman, Sittin' on the Dock of the Bay, How am I Supposed to Live Without You, Soul Provider osv. osv. De er der alle sammen, og det er nok de færreste der efter 120 minutter føler at der for alvor manglede nogen sange.
Der kan ikke pilles ved at Michael Bolton er en dygtig sanger, alt han han gør sidder lige i skabet og rutinen lyser da også ud af den 57-årige Bolton, fra det øjeblik han træder ind på scenen og til at han forlader den igen efter et par timer.
Der er kun blevet plads til fire numere hans hans nyeste album. Det er naturligvis lidt synd for dem der gerne ville have hørt lidt nye toner, men det er samtidig meget forudsigeligt. Michael Bolton er trods alt nok mest kendt for hvad han har været.
Dog bliver et af de nye numre, Murder Me Heart der er lavet i fællesskab med ingen ringere end Lady Gaga fremført på bedste vis og viser at han altså stadig har noget at byde på.
Alt i alt er en aften i selskab med Michael Bolton en aften i fint og sikkert selskab hvor man på forhånd ved hvad man får, og ikke bliver skuffet.

NYHEDSBREV










