| < Forrige | Næste > |
|---|
Undertitlen til denne live-dvd, Willie Nelson & Wynton Marsalis playing the blues, sætter anslaget for denne koncerts koncept: I et forsøg på at eksemplificere at ”everywhere I go blues run the game” har man valgt at tage country ikonet Willie Nelson og sætte ham stævne med en af jazzen nye arvtagere, Wynton Marsalis, for herigennem at skabe et auditivt bevis på at deres respektive genrer begge har rødder i blues. Lad det være sagt med det samme at dette vist ikke kan fungere som et verificerbart bevis.
Ikke at undertegnede sætter spørgsmåltegn ved bluesens indvirkning på hverken jazz eller country (eller for den sags skyld nærmest alle musikgenerer i den vestlige verden), men det lykkedes bare ikke for Nelson og Marsalis at trække musikken helt til blues stadiet.
Mest af alt er der tale om Marsalis og hans kvartet spiller blues standards, gennemsyret af den jazz de ikke formår at ligge fra sig, og Nelson synger hertil.
Som en undskyldning for countryen har Nelson valgt at tage Mickey Raphael med på mundharmonika, og selvom det er en fantastisk musikalsk oplevelse at han er med, skaber han ikke de store referencer tilbage til countryen, han falder mere ind i en symbiose med Marsalis’ drenge som f.eks. i åbningsnummeret ”Bright lights, big city hvor Marsalis og Raphael skifter soloer i bedste improvisations ”chase” stil.
Willie Nelsons sløve stemme er det eneste som minder os om at dette ikke er en ”normal” jazz koncert af høj klasse, og hans noget monotone flow havde potentiale til at ødelægge gamle klassiskere som ”Georgia on my mind”, ”Basin Street blues” og ”Don’t get around much anymore” hvis ikke det lige var for et helt fantastisk band som samler op og henrykker ved hver indsats og hver tone. Særligt Dan Nimmers drengerøvs, provokerende atypiske solostykker er en oplevelse i sig selv, men også blæserne, Wynton Marsalis på trompet og Walter Blanding på sax, gør det fantastisk, særligt deres optakter til de forskellige temaer er intet mindre end verdensklasse.
Danny Clinch (bl.a. John Mayer: Where the light is og Foo Fighters: Skin & Bones) er instruktøren på denne dvd, og som på så mange af hans foregående værker skinner hans kærlighed til musik og musikere meget igennem. Indimellem numrene har Clinch valgt at putte små bider fra øvelokalet, hvor det tydeligt er Marsalis i lederens rolle, dette er så krydret med små interviews med Marsalis, som fortæller om hans forhold til blues og bluesens plads i musikhistorien.
Selve opbygningen af live dvd’en, med musik, skud fra øveolokalet og interviews, er en komplet gentagelse af John Mayer’s ”Where the light is”, og det fungerer, men man kan kun håbe at Danny Clinch’s næste projekt måske bliver lidt mere eksperimenterende i opbygningen, da live dvd markedet er et marked på vej frem og absolut ikke har brug for reaktionære og stagnerende instruktører. Kameramæssigt har Clinch ikke haft det bedste materiale at arbejde med, meget stillestående og generel statisk framing, men til gengæld er der blevet udført et rigtigt solidt stykke arbejde ved klippebordet, så det virker ikke hæmmende for ”koncert oplevelsen”.
Denne koncert er en fed oplevelse, men undertegnede er ikke sikker på at den ville være blevet dårligere af at Willie Nelson ikke havde været med, blot knap så nem at eksponere. Hvis man er stor Willie Nelson fan skal man absolut holde sig fra denne dvd, men nyder man at se en samling musikere nyde musikken, hinanden og publikums nærvær er denne dvd kategoriseret must-have.
NYHEDSBREV
RSS feeds
