The Black Crowes - Warpaint Live

< Forrige		Næste >

I 2008 udgav det amerikanske rockband The Black Crowes albummet Warpaint forinden havde der være stille omkring bandet i næsten syv år. Op gennem halvfemserne solgte The Black Crowes mere end 20 millioner albums var var blandt de helt store i USA, på deres senere år har de dog taget den mere med ro, både hvad angår studiealbums og store turner. I 2008 kom de så tilbage med Warpaint, et album der osede af erfaring og bund solid rock, ikke ligefrem nyskabende, men godt gedigent håndværk.

Da The Black Crowes annoncerede deres tour i 2008 var det med udtalelsen at de agtede at spille hele det nye album fra start til slut, inden de slutter af med gamle klassikere, og det er Warpaint - Live et produkt af. En gennemgang af albummets 11 numre. Beslutningen om dette begrundede forsanger Chris Robinson med at sangene skulle have tid og rum for sig selv inden det bliver blandet med det gamle materiale.

Der er ikke meget nyt under solen, The Black Crowes ligner sig selv, faktisk ser de ud som de har gjort de sidste mere end 20 år, de lyder også som de altid har gjort det. Og dette skal ikke forståes som negativt. Mange bands har travlt med at genfinde sig selv, og hele tiden udvikle deres musik til at følge med tiden. Robinson brødrene må dog næsten arbejde ud fra devisen, hvorfor ændre noget hvis det virker.

For godt 10 år siden oplevede jeg The Black Crowes på det daværende Midtfyns Festival, og at høre Warpaint er faktisk lidt om at træde ti år tilbage i tiden, og det er til trods for at alle sange faktisk er helt nye(i hvert fald de første 11).

Det lød godt og rocket dengang, og det gør det stadig. Chris Robinson har stadig en fantastisk rocket stemme, og beviser at han trods sine 43 år stadig har en fantastisk soulet rocket groovende stemme.

Udover hele Warpaint albummet, spiller de blandt andet også Torn and afraid, Don't Know Why og Hey Grandma. Udgivelsen er fantastisk for alle fans, og til nye fans giver den et godt billede af hvem The Black Crowes er, og ikke mindst hvad de har været. For når alt kommer til alt og de rosende ord er fejet til siden, så vil nogen måske nok mene at tiden er løbet en smule fra de meget traditionelle rockere.