Musik DVD anmeldelser

Return to Forever har siden starten af 70’erne været et af de bands der har været med til at svinge taktstokken for hvordan den generelle udvikling i fusionsjazzen skulle forløbe. Bandets historie har været præget af mange udskiftninger og indskiftninger af medlemmer, da der en periode blev brugt som springbræt til at komme frem i verden med for den enkelte instrumentalist. Ikke desto mindre vidner tjanser som backing band for bl.a. Miles Davis og Stan Getz om et band med ekstremt højt klasse... uanset hvem der på det givne tidspunkt spillede med.

 

Efter en pause sidst i 70’erne tegnede fire medlemmer den nyere stilart for bandet i 80’erne, Chick Corea (keyboards), Al Di Meola (guitar), Stanley Clarke (bas) og Lenny White (trommer), en mere funk præget lyd hvor keyboard erstattede stor hornsektioner. I 1984 gik bandet dog i opløsning igen, for 24 år efter at samles for at spille en komplet udsolgt koncert i Montreux i 2008, og det er denne koncert der er blevet foreviget på denne live dvd.

 

Bandet består stadig af de fire førnævnte medlemmer, og 24 års pause har ikke nødvendigvis gjort dem skidt. Koncerten er en godt 2 timers instrumental funk/jazz fusion komposition, hvor samtlige numre er kædet sammen på den ene eller anden måde, og indimellem mere opfindsomt end andre gange. Selvfølgelig kan det undervejs høres at disse fire grand old men, ikke har spillet sammen i flere år, og især under Stanley Clarkes soloer er der nogle små uoverensstemmelse over hvordan akkompagnementet skal udformes fra de tre andre. Uoverensstemmelser som på ingen måde havde været tænkelige i hverken 70’er eller 80’er versionen af dette band.

 

Fokus er da også hele vejen igennem på den enkelte musiker og det solide groove og sammenspille som i sin gjorde Return to Forever til et formidabelt backing band for diverse solister synes at være skubbet i baggrunden. Men det gør ikke nødvendigvis noget når de enkelte musikere er så ekstremt dygtige instrument onanister, som det her er tilfældet.

 

Det kræver dog at man som seer er indstillet på en ”smule” nørderi. Helt i top er Stanley Clarke på bassen og særligt et skift til kontrabas som får reelle tæv med buen står efterfølgende som et højdepunkt i koncerten. Men også Chick Corea på diverse tangenter, herunder også flygel, virker som en mand der ikke helt har glemt tidligere tiders talent.

 

Filmisk er der ikke det store at komme efter, produktionen er jævnt kedelig, men med et yderst passende filter. Til producernes forsvar skal det dog siges at musikken ikke ligefrem ligger op til de fede klips og crosscuts. For virkelige nørder er denne markering af en af 80’ernes storheder i 2008 et rent must, men  ”Returns” er nærmest for forudsigelig pæn til andre der blot vil nyde en koncert oplevelse hjemme i stuen.

 

Tweet