Musik DVD anmeldelser

Som bassist og bandleder er Charles Mingus intet mindre end en legende, men hans egen gennemkomponerede jazzarrangement skrevet til et 30 mands orkester med en spilletid på godt to timer indså han hurtigt at han aldrig ville opleve live i sin egen levetid. Derfor kaldte han det Epitaph (gravsten), refererende til at dette ville blive skriften på hans gravsten i overført betydning. Selve kompositionen blev heller ikke fundet i sin fulde længde før oprydningen efter hans død.

 

Sammen med hans enke Sue Mingus, finansierede Ford Foundations samlingen og notationen af værket, som efterfølgende blev opført i Alice Tully Hall i New York's Lincoln Centre i 1989, og bl.a. produceret til britisk tv ved samme lejlighed. Denne optagelse er nu blevet udgivet som live dvd af Eagle Vision, og lad det være sagt med det samme: Den billedmæssige produktion lader rigtigt meget tilbage at ønske.

 

Faktisk er den så ringe at undertegnede undervejs overvejede om seerne i 1989 mon ikke også har siddet og overvejet om ikke man kunne have fordoblet produktionsbudgettet til 267 kr. i det mindste. Det føles næsten som blasfemi overfor et af jazzhistoriens absolutte højdepunkter. Når det så er sagt skal der ikke herske nogen tvivl om værdien af at kunne se dirigent Gunther Schuller vanvittige flyvende fagter, entusiasme og storsmilende, grænsende til psykotiske, ansigtudtryk når en af musikernes improvisationer er overordentligt vellykket, og Gunther Schuller er meget glad for musikalsk er det nærmest en paradekørsel af vellykkede præstationer.

 

Det er dog også lutter stjerner der denne aften i 1989 har skifter jazzklubbens røgfyldte, ti centimeter høje scene ud med en plads på den symfonisk scene. Særligt Bobby Watsons sopran sax skinner, på trods af det matte metal, lysende klart igennem, men også Snooky Young, Jack Walrath og en meget ung Wynton Marsalis (som tidligere er blevet anmeldt her på sitet for hans live dvd med Willie Nelson) udgør en mildt sagt rimelig solid rygrad i trompetsektionen.

 

Don Butterfield leverer på tuba’en en fantastisk stabil bund, som bliver bakket op af Victor Lewis på trommerne, hvis solo’er virker så på en gang intuitive, på trods af at han konstant kigger i noderne, og komplicerede at de må have sat nye standarder i 1989. I det hele taget er kompleksiteten et gennemgående tema og man kan som tilskuer ikke undgå gang på gang at blive forundret over at alt dette er kommet fra en mands lille hoved. På trods af dårlig produktion sidder man konstant med en følelse af at dette er så meget større end én mand kan forstå og da slet ikke have komponeret. En stor dag for jazzen er blevet dokumenteret med denne live dvd, men det var en knap så god dag i produktionen.

 

 

Tweet