The Protector

< Forrige		Næste >

Tony Jaa lyder måske i de flestes øre ikke specielt velklingende, man han er ved at blive et stort navn indenfor asiatiske kampsports film, og efter at have set The Protector/Tom Yum Goong er det ikke svært at se hvorfor. Filmen er spækket med meget veludførte kampscener, og et væld af brækkede lemmer.

Devisen for filmen hedder, No Stunt doubles, No Wires, No CGI. Og med det in mente så er filmen faktisk relativ imponerende. Når det er sagt, så er der desværre ikke så meget mere at komme efter i Prachya Pinkaews actionmættede film.

Filmen er en i rækken af Quentin Taratino præsenterer, umiddelbart virker det som en blåstempling, men der er langt fra denne og til Taratinos egne film. Især handlingsmæssigt efterlader The Protector en med et indtryk af ligegyldighed.

Kham bor i Thailand, hvor han passer de elefanter, han er vokset op med. Især har han et nært forhold til en lille unge og dens forældre. Nu går det så hverken værre eller bedre end at netop de to elefanter bliver stjålet. Den gamle han-elefant skulle have været en gave til Thailands konge, i stedet ender den på mærkværdigvis i Australien, i selskab med Kohm, den lille søde unge. Kham kommer ved hjælp af en del tæv på sporet og vupti så er han ellers i Australien.

I starten af filmen er den faktisk utrolig nydelig filmet, estetisk flotte billeder fra Thailand, med flotte lokationer og rørende elefanter. Dette ændre sig dog da flyveturen er overstået og vi er kommet down under. Herfra handler det om en ting, og det er at dele så mange bank ud, som overhovedet muligt. Tony Jaa der spiller Kham er forrygende i actionscenerne, koreografien i scenerne er imponerende og meget veludførte. Desværre er de også ekstremt hyppige, og dermed sidder man relativ hurtigt med en fornemmelse af at være uimponeret.

Hvis man tæller efter tror jeg i hvert fald man kan få at tælle 60-70 brækkede arme, og det er altså et niveau hvor end ikke har armbrækker himself Steven Seagal kan være med. De første par gange er det rigtig drengerøvsfedt, men efter nummer 10 bliver man fristet til at kigge ud af vinduet og vente til scenen slutter.

Og det er filmens helt store problem, selvom hans kærlighed til den meget nuttede elefantunge er rørende, så er det svært for historien at holde sig vedkommende og interessant. På den anden side, så er historien meget tynd, så uden kampscenerne ville filmen nærme sig en katastrofe. Til tider skal man virkelig holde tungen lige i munden, for at finde ud af hvad det lige var der skete. Den hopper rundt, og persongalleriet i filmen er for stort, der er for mange karakterer at holde styr på, især eftersom ikke mange af dem har en egentlig betydning for filmen.

Hvis filmen skulle bedømmes udelukkende udfra kampscener og action, så ville den ligge langt højere, og Tony Jaa er en værdig arvtager til Chan og Lee, men alt i alt er filmen ikke specielt god.