| < Forrige | Næste > |
|---|
Mamma Mia er et meget klart tilfælde af en elsker eller hader film, jeg hælder nok mest til det sidste. Hvis man er helt pjattet med ABBA musik så falder filmen sikkert i god jord, men hvis man som mig har en tendens til at blive lidt træt af de naive pop hits i længden, bliver det trættende i længden, men faktisk ikke engang i længden, nærmere fra starten.
Faktisk er Mamma Mia Universals største hit film til dato, og det er skræmmende, på samme tid som det er imponerende. Filmen byder på en perlerække af ellers glimrende skuespillere som Stellan Skarsgaard, Colin Firth, Pierce Brosnan og Meryl Streep, alle glimrende skuespillere, sangtalentet derimod kniber det måske nok en smile med. De prøver jovist, det skla de have kredit for og Pierce Brosnan gør virkelig hvad han kan, og har i hvert fald mere stemme at byde ind med en Colin Firth der bestemt ikke ser tryk ud i rollen som sanger.
Stellan Skarsgaard holder sig rimelig i baggrunden når det kommer til syngeriet, og det er der sikkert en god grund til. De træ mænd bliver inviteret til bryllup på en lille græsk ø da alle besøgte for 21 år siden, personen bag invitationen er dog ikke Donna(Streep), som de troede, men derimod hendes datter, der er desperat for at finde sin far blandt de tre mænd der alle have en sommer romance med Donna. Og så flyver handlingen ellers slag i slag som man kunne forestille sig, alt bliver gjort op i sang, som det jo gør i en musical, og der er da også en vis form for charme i flere scener, men men men.
Alle kvinder i filmen er så stærkt karikeret at de fra første præsentation bliver irriterende, magen til larmende kvindfolk skal man lede længe efter.
Donna er en stærk singlepige i 50'erne der kan klare sig selv næsten da, Streep spiller rollen præcis som den er skrevet vil jeg, tro der er i hvert fald ikke meget der falder ud over manuskriptet. Hendes sang er efter bogen, korrekt, men kedelig, og dybest set er det svært at se hvordan hun skulle have kunne tryllebinde de tre mænd.
Hendes sangtalent er ikke stort, hun kan synge til tider ja, men der er mange toner der bestemt ikke bliver ramt rent, hvilket heldigvis ikke gør så meget med ABBA musik, da det vist nærmest er meningen med det. Dog må jeg slå et slag for at The Winner Takes It All i filmens slutning er noget af det dårligste undertegnet har set i en musical, meget værre bliver det altså ikke.
Instruktøren på filmen er Phyllida Lloyd, og det er hendes første film som instruktør, hun er dog ikke helt grøn hvad musical angår, hun stod bag teater opsætningen, og er derfor meget hjemme i det blomstrende ABBA univers, men når alt kommer til alt, så skulle denne film være forblevet en musical.
Jeg har dog stor forståelse for alle de millioner der kan godt lide filmen, men film kommer også an på den optik man ser dem med, og det er jo i sidste ende op til den enkelte beskuer at danne sit eget indtryk, og gudske tak og lov for det.
Til filmens forsvar så fik jeg virkelig lyst til at tage en tur til dejlige Grækenland hvor alt åbenbart er rosenrødt og alle fortidens problemer kan klares på omkring 24 timer.
NYHEDSBREV
RSS feeds
