| < Forrige | Næste > |
|---|
George Clooney vandt en Golden Globe for sin optræden i dette klassiske udviklingsdrama baseret på en hawaiiansk novelle. The Descendants er et fastnaglende, stramt fortalt men også langsommeligt indblik i en mands verden, der falder sammen uden varsel.
Alexander Payne fortsætter ud af samme menneskelige og tragikomiske vej som han gjorde med bl.a. Sideways (2004) og Rundt om Schmidt (2002). I The Descendants er vi tilskuere til Matt Kings (Clooney) emotionelle deroute, da hans eventyrlystne kone falder i dyb koma efter en bådulykke. Matt har tidligere været back-up forælderen og er nu for første gang nødt til at interessere sig for sine to døtres liv samtidig med at han kæmper med beslutningen om hvorvidt familien skal sælge deres land, som de har fået gennem deres hawaiianske forfædre.
Ekstremt presset mand
Matt kæmper altså både med fraværet af sin kone, den store beslutning om et eventuelt frasalg af et historisk, nedarvet landområde samt reetableringen af forholdet til sine døtre. Uden at ville spoile alt for meget, finder Matt også ud af en grim sandhed om sin kone og den ejendomsmægler, der skal stå for salget og udstykning af landområdet. Dette er filmens motor og bidrager til at holde gang i den simrende gryde filmen igennem. Matt er med andre ord både såret, forvirret og aner ikke sine levende råd. Døtrene har konen tidligere taget sig af, mens Matt har tjent pengene på advokatkontoret og familien presser ham for et salg, der vil gøre alle stenrige. På den måde er Matt en ekstremt presset mand.
Clooney mestrer det menneskelige
Heri ligger det genkendelige fra instruktøren Alexander Paynes tidligere film. Vi følger en mand i en, som regel, krisesituation. Vi opnår dermed hurtigt sympati for karakteren og får lyst til at følge karakterens udvikling, om den er god eller dårlig. I Matts tilfælde bliver vi via Clooney bredspektrede skuespilpræstation vist ind i mange af menneskets basale følelser. Clooney er i stand til at spille vred, sårbar, rådvild og desperat- næsten på samme tid. Han er menneskelig. Han reagerer som vi alle ville have gjort. Han ved ikke alt og håndterer ikke alt lige godt. Han gennemgår de klassiske, psykologiske stadier som fornægtelse, vrede, sorg osv. og derved lukker han tilskueren helt ind i den vulkan af følelser, som de forskellige begivenheder i hans liv fremprovokerer. Det er sikkert også derfor, at Clooney vandt en Golden Globe for sin præstation, han er nomineret til en Oscar samt et utal af andre nominationer. Det er en George Clooney, som vi kender ham, men som mere og mere forstår at udnytte sit skuespillerpotentiale til fulde. Især scenen, hvor Matt siger endeligt farvel til sin kone, er stærkt rørende og vil få mange biografgængere til at rode efter lommetørklædet.
Samspillet med de andre karakterer er samtidig også rigtig fint. Forholdet mellem Matt og døtrene Scottie (Amara Miller) og Alexandra (Shailene Woodley) udvikler sig og deres voksende nærhed udfolder sig fint, specielt mellem Alexandra og Matt. Alexandra er også den ældste, men samtidig den af de to døtre, som familien har haft flest problemer og har måttet sende på kostskole. Men via familiekrisen bringes især Alexandra og Matt tættere sammen og Woodley gør det udmærket i rollen som den umodne teenager, der vokser både mentalt og socialt. Dog kan man i samme ombæring undre sig over karakteren Sid (Nick Krause), som er Alexandras ven.
En lidt malplaceret karakter, der dog lytter til Matt i en scene, men ikke rigtig bidrager til Matts refleksioner eller udvikling. Han er allerhøjst en figur til at understøtte filmens comic relief øjeblikke, som der rent faktisk er en del af filmen igennem. Disse øjeblikke er veldoserede og skygger ikke for filmens egentlige præmis, ej heller forfladiger komikken situationens alvor. Det er faktisk lidt som livet selv, alt er ikke kun trist og ubehageligt- der er også solskin og humor iblandt alt det alvorlige. Og hvis det kan kaldes et budskab i sig selv; at man ikke skal svælge for meget rundt i livets alvor, da det også samtidig består af gyldne og humorfyldte øjeblikke, så er The Descendants et bevægende og intenst bud på samme.
Synes godt om film-nyt på Facebook - så er du sgu flink
NYHEDSBREV
RSS feeds
TorbenWood
said:
 |
... The Descendants er i bund og grund en ret ordinær film uden de store armbevægelser eller overraskelser. En dramafilm som aldrig bliver rigtig alvorlig, med en masse humoristiske indput der sjældent passer til filmens rytme. Flot fotografering, god underlægningsmusik og solidt skuespil er ikke nok til at redde filmen fra middelmådigheden. Jeg forstår ikke anmeldernes store jublen eller glæde over filmen, som er ret forudsigelig, langtrukken og småkedelig. Den er okay seværdig, men ikke en film jeg kommer til at se igen. Den får 3 stjerner fra mig. |
